Knabstrupperforeningen for Danmark's ARKIV
Knabstrupperforeningen for Danmark's ARCHIVE










 

 

 

 

 

 

Gandalfs dagbog 2010 
af Christa Raahauge Jensen

Kære dagbog…

Søndag den 7. februar:
I dag fik jeg ny madmor. Hun kom sammen med en dame i blå jakke og kiggede på mig, tvang mig til at løbe og pillede ved mig - og det de mærkeligste steder! Jeg blev faktisk lidt flov.
Der blev hmmmét meget, og talt meget, men tilsyneladende fandt hun at alt var ok, og jeg blev stoppet ind i en trailer sammen med en kæmpe stor hoppe, min nye madmor havde lovet at tage med hjem til dens nye ejer.

Efter mange timers kørsel kom vi endelig til mit nye hjem, og jeg fik en fin stor boks, hvor jeg kunne slappe af og få lidt mad og vand efter den lange tur.

Jeg fik kort lov til at hilse på mine 2 nye ”nabofold- og naboboksveninder , Beauty og Perle. Jeg må desværre ikke gå på fold med dem endnu siger hun, så jeg har fået en fin stor fold lige ved siden ”tøserne”, så vi kan nulre muler, men ikke andet.



"Hvad står de og brummer for...."

Søndag den 14. februar
Sikken en uge det har været. Jeg har fået ordnet negle – og jeg synes selv at jeg stod meget pænt imens, men madmor var vist ikke helt enig. Madmor og damen i den blå jakke har slæbt mig rundt på diverse gå- og løbeture, og som om det ikke var nok, blev jeg i dag hægtet bag på vognen da Perle og Beauty skulle køre fastelavnskørsel. Heldigvis slap jeg da for at være klædt ud!
Da vi havde afleveret ”tøserne” til de udklædte børn, gik madmor og damen i den blå jakke hele vejen hjem – med mig i snor. Hvor lange ben tror de lige jeg har….

Søndag den 21. februar
Det har været en hård uge… madmor siger jeg motioneres fordi jeg skal være i god form til pointbedømmelsen, så hun har løbet med mig (jeg er så i bedre form end hun er!), hun har stået på løbehjul med mig, jeg har igen været håndhest på en ca, 10 km lang køretur med Perle og Beauty, og jeg har været sendt i ridehus, for at lære at springe. Springning er så noget opreklameret – men madmor og damen i den blå jakke siger, at jeg ”skal altså lære det”

Søndag den 28. februar
Nu er madmors kæde så hoppet helt af – hun er begyndt at cykle med mig. Hun siger at hun ikke gider at løbe med mig, og at det er nemmere at cykle. Hun skulle lige vide hvor nemt jeg kan vippe hende af den cykel…
Jeg er igen blevet slæbt rundt efter Perle og Beautys vogn – det er helt ærligt lidt ydmygende at det er ”tøserne” der trækker vognen mens jeg løber bagefter. Madmor og damen i den blå jakke syntes vist at det er helt vildt sjovt at have mig på slæb – og bliver ved med at snakke om, at det er en genial måde at motionere mig på, fordi de ikke selv behøver lave ret meget. De sidder jo bare i vognen og krydrer rø..

Søndag den 7. marts
Igen er jeg blevet tvunget til at komme på cykeltur – jeg er blevet tvunget til at løsspringe og lige som jeg troede det ikke kunne blive værre, gik madmor og damen i den blå jakke amok i går med en klippemaskine! AL MIN PELS RØG AF…. Sindssyge kvindemennesker!!
De bliver ved med at snakke om den pointbedømmelse jeg skal til – jeg er noget spændt på hvad det egentlig er, siden jeg hele tiden skal hoppe og løbe og nu pelses fuldstændigt!!
Madmor havde så godt nok købt en lækker rød vinterfrakke til mig, nu hvor jeg ikke måtte have min egen pels – og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk rød klæder mig ret godt.
Madmor og damen i den blå jakke var meget imponerede over alle de pletter de fandt under min tykke vinterpels, men de var knap så imponerede over de millioner af lus de også fandt 

Søndag den 14. marts
Og jeg som troede, at nu kunne det ikke blive værre.. I denne uge blev jeg tortureret af en dyrlæge, da madmor af uransaglige grunde syntes at jeg skulle vaccineres. AV for pokker….
Dyrlægen pillede også der…i ved nok og sagde at det var fint!!
Jeg vil så bare sige, at selv en lækker hingst kan altså godt blive genert!!
Hele ugen har stået på hård træning. Jeg har sprunget, jeg har løbet efter vognen og jeg har trænet mønstring. Jeg er faktisk kommet i ret god form, og er blevet rigtig lækker at se på, men Perle og Beauty er vist ikke imponerede endnu, selvom jeg prøver at føre mig frem. Øv…

Søndag den 21. marts
Denne uge har været knap så hård.
Jeg er godt nok blevet klippet igen – også i hovedet denne gang. Det var ikke særlig rart.
Jeg har også haft smed igen – han skulle lige finpudse mine negle inden ”den store dag”
Jeg er selvfølgelig blevet trænet, og opdraget. Madmor siger at jeg er blevet lidt for kæk 
Hun siger også at mine tænder ”sidder lidt løst” – gad vide hvad hun mener? Jeg synes da at de sidder meget godt fast – især i hendes lår!
Min lækre røde vinterfrakke er blevet skiftet ud til en blå frakke, der ikke er helt så tyk, for nu er det forår siger madmor.

Søndag den 28. marts
Denne uge har faktisk været næsten behagelig. Madmor har vist haft travl, så jeg har mere eller mindre fået lov til at være i fred. Vi har kun trænet lidt mønstring – og gaab..hvor er det kedeligt. Det er altså svært at stå stille og pænt, når der nu er så meget andet man hellere vil, f.eks. snakke med nogle lækre hopper. Jeg har især forelsket mig i Bolette, men madmor siger at hun er alt for stor til mig. Som om 65cm. højdeforskel skulle betyde noget…

Søndag den 4. april
Endnu en hård uge er overstået. Jeg er blevet vaccineret igen, og den flinke dyrlæge roste mig, og sagde at hun godt kunne se at der var sket noget med mig, siden hun sidst så mig. Hun sagde faktisk, at hun synes jeg var lækker.
Træningen i denne uge har heldigvis været overskuelig. Jeg har været ude på nogle gå-ture, og trænet mønstring. Det bliver jeg vist aldrig helt godt til. Det er så svært at stå stille, og så oven i købet på en helt bestemt måde. Nej nej Gandalf…nu står du jo lukket…gad vide hvad de snakker om??
Jeg glæder mig til på søndag. Når jeg kommer hjem fra Jylland får jeg en god lang ferie siger madmor. Det trænger jeg vist også snart til.

Søndag den 11. april
Denne uge har stået på let træning, og blev afsluttet med den meget omtalte pointbedømmelse.
Den gik vist ikke super…
Madmor sagde noget om, at hun ikke var sur – bare skuffet, men jeg gjorde altså mit bedste. Jeg blev målt, jeg blev undersøgt af dyrlægen, jeg blev mønstret, jeg løssprang, og jeg var løs i ridehus. Alt i alt syntes jeg selv, at jeg gjorde det godt, men åbenbart ikke godt nok 

Madmor siger at jeg nu skal kastreres..det lyder ikke så rart, men til gengæld får jeg så lov til at gå sammen med Beauty og Perle.
Madmor ærgrer sig vist en del, men som hun siger..”man skal ikke græde over spildt mælk”. Jeg ved ikke rigtig hvad hun mener, for jeg har da ikke spildt noget mælk. Faktisk drikker jeg jo slet ikke mælk!!
 

"Det er mig, Gandalf - kan i kende mig?"


 

Knabstrupperforeningen for Danmark - Arkivside med gammelt materiale som ikke er overført til den nye side, Knab.dk