Af Lis Diemer   

 I Danmark så tidligt som i 1671 var der et Spansk stod der blev kaldt Tigerhestene. Disse heste  var meget populære. I 1750 var kvaliteten på sit højeste, men den kongelige avl fik sit endeligt da farven forsvandt, sandsynligvis på grund af det grå gen.
          I 1812 kom farven tilbage til avlen i Danmark, men det var ikke efter de kongelige heste, der startedes en ny avlslinie.

Villars Lunn, ejer af Knabstrupgård ved Holbæk, anskaffede sig en hoppe, som han købte af en slagtermester Flæbe. Hoppen var muligvis af spansk oprindelse, men lignede mere en Engelsk Hunter type. Slagteren havde købt hoppen af en officer fra de Spanske tropper der var stationeret i Danmark under Napoleonskrigen.
         Den usædvanlige farve på Flæbehoppen var et mindeværdigt syn. Skønhed og kvalitet var samlet i et. Hun var mørkerød (Zobelfuchs), med hvid man og hale, stærkt stikkelhåret med små hvide pletter på kroppen, og brune pletter på lænden.
         Flæbehoppens herkomst har der været gættet meget om, men en teori går på at hun kan stammer fra Meklenborg i Tyskland, hvor spaniolerne opholdt sig i længere tid inden de kom til i Danmark.
         Når der blev købt heste ind til stutteriet blev der lagt vægt på at det var dyr der gennem hårdt og anstrengende arbejde, stor udholdenhed og godt temperament, havde vist deres værdi.
         Flæbehoppen tjente fra maj 1812 på Knabstrup blandt de lettere arbejdsheste. Etatsråd Lunn fortæller i sine erindringer om hvordan Flæbehoppen viste sit værd, da han i 1816 kom til skade, idet han blev kørt over af en arbejdsvogn og brækkede benet. Lægen skulle hentes:
         En karl greb et køretøj der stod forspændt på gårdspladsen, kørte til Holbæk hvor lægen ikke var hjemme, derefter til Buttrup Præstegård hvor han fandt Dr. Reinhardt, og så tilbage til Knabstrup.
         Det var en tur på 30 km. der blev kørt på 105 min. Den ene hest blev ødelagt for bestandigt, den anden var Flæbehoppen, hun gik i arbejde igen dagen efter som om ingen ting var sket. Hun var på det tidspunkt ca. 15 år gammel.
         Alt hendes afkom fik fantastiske farver og hun gav aldrig et ensfarvet føl.

Flæbehoppen, som blev stammoder til knabstrupperne, blev holdt til en gul frederiksborghingst, og føllet efter dem blev et hingsteføl, der kom til at hedde Flæbehingsten. Han blev grundlægger til den nye plettede linie. 
         Flæbehingsten havde også  en meget usædvanlig farve. Han var betydeligt lysere, ofte blev han beskrevet som havde han mere end 20 forskellige farver, desuden havde han en speciel metalglinsende glød.

En anden søn efter Flæbehoppen var Mikkel, født i 1818. Han var efter sin halvbroder Flæbehingsten, og var berømt for sine resultater i væddeløb. Selvom han havde gået for vogn hjemmefra 6  mil (x7,532 = 45,2 km.) i et forceret tempo, blev han kun slået én gang ved et væddeløb i København, da han var 16 år gammel . Mikkel var tidligere på dagen blevet redet imod en knold og var blevet øm i venstre side af bringen. Det er den eneste gang nogen hest har vundet over Mikkel. Disse løb blev overværet af mange mennesker og gav knabstrupperne det image, at det var en meget energisk og arbejdsvillig hest. Mikkel er nok den mest berømte hest i Knabstrupperavlen.

Knabstrupperhestene var kendt for deres store energi og dristighed. De var ikke ubehagelige og var ikke disponeret for fejl som krybbe-bider eller vindsluger. Deres gode træning og deres arvelige egenskaber gav dem fine resultater, selvom de sjældent var på stald, men mest gik ude, hvilket gav dem en hvis robusthed. Endvidere blev, og bliver, Knabstrupperhestene ofte meget gamle.

Danske officerer brugte ofte Knabstrupperheste til at ride på i den Slesvigske krig 1848-1850. Uheldigvis, på grund af deres iøjnefaldende kulør, blev de plettede gangere fortræffelige mål for fjenden. Under slaget ved Isted i 1850, red to officerer på kraftigt farvede knabstruppere, og mødte deres skæbne. Oberst Læssøe, der red på den kraftigt farvede hoppe Nathalie, blev hurtigt opdaget og skudt af fjenden. Hoppen undslap uskadt, og de følgende år fortsatte den som skolehest i Roskilde. Et føl blev navngivet Læssøe efter den faldne oberst.

Den anden officer, general Schleppegrell, havde tidligere brugt Mikkel som personlig ridehest. Under slaget ved Isted, red han på en af Mikkel-hestene og blev skudt i kamp. Hingsten stak af og forsvandt. Alle forsøg fra den danske hærs side på at finde den igen, var forgæves.
         Uden hærens viden, havde en gruppe bønder i Skovby Bakker fanget den rødplettede hingst, og gemt ham indtil krigen var forbi. Da de udmærket var klar over hans værdi, holdt de tand for tunge med hensyn til hans eksistens, men brugte ham flittigt som avlshingst. Det er deres fortjeneste, at afkommet blev fine, særdeles plettede, velproportionerede og overordentligt hurtige løbere med en usædvanlig iver og udholdenhed. Omdøbt til Schnapegral-peerd, blev hestene holdt adskilt fra den egentlige Knabstrup race, og var meget efterspurgt bland bønderne på Skovby kanten. Så sent som i 1910 red en lokal mand på en direkte efterkommer efter den gemte hingst. 

Malerier:  

Der findes adskillige malerier af knabstrupperne, problemet er bare hvor skal vi lede?

På Knabstrupgård hænger der et maleri af Gamle Thor.

Desuden  er der en kopi af "Oberst Læssøe i Slaget ved Isted 1850", malet af V.H.N. Irmninger under kunstnerens ophold på Knabstrup, hvor Sigismund Lunn var model på en hest der i lød lignede Læssøes hest, knabstrupperhoppen Natalie. Se ovenfor. 

Et  billede som de fleste danskere kender, er ”Et koppel heste ved Lindenborg kro” Malet af Otto Bache i 1878. Der er to Knabstruppere med. Den forreste hest som karlen rider på er knabstrupper og han skulle efter sigende foretrække at ride på en knabstrupper hvis der var en sådan med i koblet, den bagerste er en skimlet  militærhest. Billedet har været gengivet som frimærke i 1976. Lindenborg kro ligger mellem Roskilde og Holbæk (kroen brændte i begyndelsen af tresserne og blev  bygget helt om derefter.) 

En meget berømt hest, ”Kragelund” tjente først ved hestegarden under navnet  Klaus. Da hestegarden blev nedlagt 1867 kom han til 1. Artilleriregiment og kom til at gå for gaffelstangen for kanonen. Selen og alderen tyngede efterhånden, så han blev helt svajrygget, hvilket ses tydeligt på et maleri der hængte i officersmessen på Sjælsmark kasserne. Billedet blev udstillet på Charlottenborg, med et certifikat: "KRAGELUND så sådan ud!"
         At den blev malet , skyldes at den var meget respekteret. Den ville ikke stå bundet. Den holdt  af ”trainkonstabler”, den gik engang imellem en tur og bed en konstabel. Den vandede sig selv, men drak i øvrigt gerne en bajer. Når den blev væltet af gaffelstangen, blev den roligt liggende til den var gjort fri, sprang så op, bed et par konstabler og gik på plads i spandet. Den styrede spandet under alle evolutioner og lagde sig særlig i når man var ved at køre fast.
         Når Kong Christian IX havde inspiceret regimentet afsluttede han med: ”Nå , lad mig så se den Kragelund!” Den havde jo tjent under ham i hestegarden.
         Da en løjtnant var så uforsigtig at ville skyde genvej til et mødested ved at skrå over nogle marker, lagde Kragelund sig ned. Tærsk hjalp ikke det ringeste, men i sidste øjeblik gik den pludselig med hele spandet, og alle var på pletten til tiden. Den var så klog som et menneske og så selvbevist som en knabstrupper. Løjtnanten skød aldrig mere genvej, og kammeraterne grinede af ham.

~~~~~~~~~~~~~~

I løbet af 1870’erne, begyndte der i Knabstrupstaldene en uundgåelig nedtur. Bestanden efter Schleswig-krigene bestod af 40-50 plettede heste i Lunn-familiens eje, alle efterkommere af flæbehoppen. Denne indavl var skyld i vanskeligheder med at bevare farve og kvalitet, og bestanden gik mærkbart tilbage, og endelig, ved en brand i 1891, hvor 22 knabstruppere indebrændte, blev bestanden reduceret til næsten ingen ting.

Selvom Knabstrup-staldene havde nedtur, havde opdrættere over hele Danmark for længst opdaget hestenes fortrin, og man begyndte at avle nyt blod ind i stammen, stadig under det samme navn, og Knabstrupperen oplevede en popularitet større end nogensinde.
         De tigrede heste fra Knabstrup kom til at præge Holbæk amts hesteavl, såvel som avlen på Bornholm, Møn, i Herning og på Ballerupegnen. Knabstrupperen var også meget populær som cirkushest.

Vendsyssel havde fra omkring 1930 en del tigrede heste, dog med en variation i farvefordelingen. Disse heste havde ikke noget at gøre med de Sjællandske.

I 1902 blev der fra St. Petersborg indført en tigret hingst der også fik navnet Mikkel. Den virkede hos A.F Rasmussen i Rønnebjerg, Vrejlev, til den var 25 år. Mikkel  avlede i perioder 60 – 80 føl om året, heraf var halvdelen mere eller mindre plettede. En Mikkel-søn med rigtig farve blev solgt til en Sjællandsk mejeriejer. Den har måske været med til at puste nyt liv i de originale knabstruppere omkring 1930. 

Knabstrupgård var dog ikke helt ude af billedet efter branden. I 1922 blev der på et dyrskue i Holbæk fremstillet en hingst fra Knabstrupgård der hed Mikkel, som flere landbrugere brugte, men han blev kasseret p.g.a. afvigende lød, men han viste sig at være fortrinlig i avlen. I 1930 blev de sidste Knabstruppere solgt ud på en auktion.

Lige før krigen var der på Knabstrupgård en hoppe og hendes søn, der næsten dagligt morede sig med at gå løbsk med mælkevognen på vej til stationen. Ellers blev de brugt til almindeligt markarbejde. f. eks for selvbinder i høstens tid. Sidste gang det blev set at de løb løbsk, var hoppen 23 og sønnen 17 år gamle. 

I 1947 blev ”Foreningen til knabstrupperens fremme i Holbæk amt” stiftet i forbindelse med oprettelsen af knabstrupstutteriet Egemosegård.  

         Egemosegård blev købt i 1946 af forhenværende gårdejer fra Udby, Niels Herman Nielsen og hans søn, Landsretssagfører C.N. Ledager, Holbæk, med det formål at oprette et stutteri for knabstrupperheste, i et forsøg på ved rationelt avlsarbejde at bevare og videreudvikle resterne af denne engang så berømte og højt ansete hesterace, der nu syntes på vej til en fuldstændig udslettelse.
         Til stutteriet købtes to hingste i 1946 – 48,  Silverking II og Max Bodilsker:

         I 1954 var stutteriet på sit højeste med 15 heste på stald, det var et stutteri som folk kom langvejs fra, valfartende med tog og i busser. I 1959 ophørte stutteriet,  ”Foreningen for knabstrupperavlens fremme i Holbæk amt” kæmpede videre, indtil omkring 1960 hvor det hele var ved at gå i opløsning. 

Dansk sportshesteavlsforbund blev startet op i 1962 og der var mange knabstrupperavlere der meldte sig ind der. Det blev en brydningstid! To knabstrupperhingste Harboe f. 1962 og Bobby f.  1958 blev kåret i DSA som specialrace.

Knabstrupperavlen var virkelig ude på gyngende grund. Men i 1971 var der nogle knabstrupperavlere der tog initiativ til at få knabstrupperavlen sat i system og få foreningen gjort landsdækkende. "Knabstrupperforeningen for Danmark" blev stiftet.

         Så godt som alt hvad der havde spættet lød, var hvidfødte eller plettede, blev registreret. De hingste der blev kåret havde kun én kvalitet og det var at de var plettede. Der var en dansker, Frede Nielsen, der hentede 3 appaloosahingste til Danmark, for at få noget fornyelse i avlen, og det er lykkedes især to af dem at sætte sit præg på knabstrupperavlen. Men mange af de Sjællandske avlere foretrak at indkrydse med Dansk varmblod, de bedste resultater har været med trakener eller holstener, og det viste sig, det var der vi skulle hente avlsmateriale for at forbedre og rette op på knabstrupperavlen. Knabstrupperen er en naturlig traver og trakeneren lå tættest på den oprindelige type. Der er mange der mener frederiksborghesten er vores stamhest, det kan der være noget om, men den har en høj gang, som ikke er særlig attraktiv til en ridehest, og frederiksborgavlen har også haft problemer med typen, nogle vil have den kraftig og andre vil have den let, så de er i virkeligheden ikke særlig typefaste.

Det betyder ikke så meget at vi bruger en ensfarvet hest en gang imellem, bare vi husker at avle tilbage, for hvis farven er der, er det de egenskaber der ligger til Knabstrupperen der er de dominerende. Hestene udvikler sig sent, de har stor personlighed og de bliver meget gamle. De bliver langhårede om vinteren, hvilket gør dem til robuste heste der kan tåle lidt af hvert.

Pippi Langstrømpe gav knabstrupperen stor, uberettiget opmærksomhed, og alle børn der kender Pippi, kan genkende ”Proseluske”, når de ser en plettet hest.

Da knabstrupperavlen blev landsdækkende, blev man enige om også at lave ponyer, da farven taler til børnene og der var også mange knabstruppere der lå omkring 150 cm i stang, så det var lige så nemt at avle ned, som at avle op. Nogle havde specialiseret sig i at avle plettede heste i miniature eller på størrelse med shetlandsponyen. De små heste er kommet for at blive!
         Avlsmålet er at lave en ridehest med Spættet lød, der kan klare sig på lige fod med andre ridehesteracer, da det er der, det største behov er.

I dag stilles der så store krav til hingstene, både på papiret og til materialeprøven, at der ikke kan stilles spørgsmål til kvaliteten. Det eneste man skal være på vagt overfor er direkte indavl, da det kun kan forstærke de uheldige egenskaber.   

Avlsgodkendte i 2000:

Farven: 

Den spættede lød kan være meget vanskelig at styre, da det ikke er nogen garanti at krydse to plettede heste med hinanden, de kan lige så godt give ensfarvet som plettet afkom, lige såvel som en plettet og en ensfarvet kan give pletter. Det grå gen viser sig gerne der hvor der har været krydset med skimler, og det er næsten ikke til at blive kvit. I så fald fødes føllene mørke, men der viser sig hurtigt ringe om øjnene og med tiden bliver de hvide.

En knabstrupper er lys om øjenæblet, kødfarvet eller plettet omkring de naturlige åbninger og hovene er stribede eller lyse, de kan have rottehale og være natteblinde.

I øvrigt er det de samme farvegener der ligger til grund for appaloosahestene.

Kildeangivelse:  

Proprietær W Luun’s beskrivelse i Tidsskrift for Veterinærer 1855

En artikel  Af Oberst Niels Lund. Hippologisk Tidsskrift nr. 8. 1969

Riber Kærsgårds, årsskrift 1954, Mere om Knabstrupperne, af konsulent Aksel Pedersen.

til toppen