Knabstrupperforeningen for Danmark's ARKIV
Knabstrupperforeningen for Danmark's ARCHIVE










 

 

 

 

 

Nogle oplysninger om Knabstrup-stutteriet og dets afstamninger

Meddeelte af
Proprietær W. Luun, til Lautrupgaard

(Afskrift fra   "Tidsskrift for Veterienáirer"      ca 1855)
____________________________

med tilladelse affotograferet i det Kgl. Bibliotek, Kjøbenhavn., og renskrevet i originalsprog af Lis Diemer.

          Da Hestene af Knabstrup-Racen i de senere Aar og i Særdeleshed under Krigen i Årene 1848, 49 og 50 ere blevne mere bekjendte og søgte formedelst deres mange gode Egenskaber, saa haaber jeg, at det ikke vil være uden Interesse for Publicum, naar denne Hesteraces Herkomst nu blev gjort nærmere bekjendt.

          Uagtet Knabstrupper Hestene forekommer meget forskjellige Baade i Henseende til Formen som ogsaa i Farven, saa tør man dog vel betegne Individerne heraf som  hørende til en særskildt Race, da en deel af disse Hestes Egenskaber vise sig temmelige constante. Hestene af Knabstrup-Racen have derhos et saa eiendommeligt Præg, at de Mænd, som ere nøie kjendte med Racen, med temmelig Sikkerhed af det ydre Præg kunne bestemme, om en Hest afstammer fra denne Race, uagtet den ikke har Racens almindelige Særkjende i Øjne eller Farve. Jeg maa ved denne Leilighed henvise til constituerede Landstutmester Hr. Dr. G. C. Withs Rapport om det Kongelige Landstutterie og Hesteavlens Tilstand m.m. i Danmark for aaret 1851 (udkomme 1852) hvori han for Holbek Amts Vedkommende Raader til  "Afbenyttelse af derværende Hingste, som staae i nærmere eller fjernere Slægtskab med den saakaldte Knabstrup-Race, hvis Origin endnu ikke er tilstrækkelig oplyst, men som antages at hidrøre fra engelsk Blod; denne er imidlertid i Tidens Løb bleven en Slags Race, hvilken det ikke kan medføre uovervindelige Hindringer lidt efter lidt at meddele en constant Beskaffenhed. Mod at afbenytte Heste af Knabstrup-Racen til Avl, kan det indvendes, de ere tilbøielige til at give et spættet Afkom - hverken den ægte tigrede eller brogede Farve -; men de ere i Besiddelse af saa mange andre Dyder, saavel med Hensyn til deres meget forædlede Præg, som Øvrige gode Beskaffenhed, at de Paagjeldende ikke alene selv kunne bruge dem med Fordeel, men ved given Leilighed let kunne sælge dem paa en fordeelagtig Maade." Den Indvending, som den constituerede Landstutmester her fremføre mod Hestene af Knabstrup-Racen, at de ere tilbøielige til at give et spettet  Afkom, har ogsaa tidligere ved de i sin Tid afholdte Stutteribesigtielser været anført imod dem: hvilket dengang havde til Følge, at man søgte at faae Hestene mere eensfarvede og desaarsag indblandede fremmed Blod, og udvalgte Individer til Avl, som kun havde det Fortrin, at de var e mere eensfarvede, imedens at andre gode Egenskaber tilsidesattes; dette vilde upaatvivleligen have havt hele Racens Forfald til Følge, dersom der ikke heldigviis var beholdt nogle enkelte Individer af ublandet Race, og man var kommet til den Erkjendelse, at ved Løddets Forandring forringedes i Reglen Racens øvrige Eiendommeligheder. - Den constituerede  Landstutmesters Anke imod disse Hestes Lød vil nu ikke have saadant til Følge; thi, afseet fra at tet spættede Lød for Tiden  endog synes at være i Mode, saa ere Knabstrupper-Hestene nu saa anerkjendte for deres Udholdenhed, at, selv naar Moden muligen slaar om, ville Hestene dog staae høit i Handel og Vandel Formedelst deres mange gode Egenskaber. Som et Exempel paa hvad Priis der sættes paa Knabstrupper-Hestene, maa jeg anføre, at et Hingsteføl efter Frode af en Landhoppe, 1/2 Aar gammelt og temmelig lille, sidste Efterår er betalt med 100 Rigsdaler af en Godseier i Fyen,

          Det er vistnok meget rosende at sige om en Hest, at den er en Mikkeler (det vil sige en Efterkommer af Hingsten Mikkel); men, da dette Prædikat tillægges næsten enhver Hest, som har et spettet Skind, og som staaer i et maaskee meget fjernt Slægtskab med en Hingst af Knabstrup-Racen, saa vil det just ikke være et absolut Beviis for at det er en god Hest. Da Heste med en Lød som Knabstrupperne synes at være i Mode, saa er mangen En meget tilbøielige til at ansee enhver spettet Hest for en god Hest; og det er desværre at befrygte, at denne Mode vil virke skadeligt paa den anseelse, som Racen nu for Tiden staaer i, da mangen en Liebehaver betaler Skindet med høi Priis i stedet for Hesten; og, naar han senere føler sig skuffet, kaster han med Urette Skylden paa Racen. Ligesaa lidet som de mange Fuldblods-Hingste, som for nogle Aar siden blev indført her i Landet, formaaede at give et udmærket Afkom med smaae, spattede, kroghasede Bønderhopper, saaledes kunne Hingstene af Knabstrup-Racen heller ikke meddele Afkommet alle deres Fortrin, om dette end faaer Farven, naar der ikke sørges for, at kun gode passende Hopper føres til samme. Når der nu spørges: hvilke ere da de gode Egenskaber hos Hestene af denne Race? da maa jeg anføre en velsluttet Krop, med temmelig flade, tørre, stærke og velstillede Been, som giver Hestene Kraft, Udholdenhed og et temmelig let løb; desuden en bred Bringe, et dybt Bryst og godt hvælvede Ribbeen samt et godt Aandedræt; dernæst ere de nøisomme i Henseende til Fodret, ere trivvvelige, taaler Kulde  og Anstrengelser i den Grad, at de ikke uden Grund kunne kaldes seige, ere fyrrige og bliver i Reglen meget gamle. Deres Orienterings-Sands, Sted- og vei-Kendskab som ogsaa Kjærlighed til Hjemmet troer jeg er større end hos Heste af de fleste andre Racer; det er let at anføre Exembler paa, hvorledes Heste, bortredne fra Knabstrup, have søgt den første bedste Leilighed til at vende hjem, ikke langs ad den ordinaire Vei, paa hvilke de ere ført bort, men over Grøfter og gjerde i mere lige Linie til Hjemmet, ja selv over Aamosen.

          Deres fyrrige Temperamment gaaer ikke sjelden over til Særhed og Stedighed, naar de ikke i Tide behandles paa en fornuftig Maade; det er saaledes en bekjendt Sag, Knabstrupper-Hestene ugjerne gaae til et Sted , hvor de veed, at de kun bliver slet fodrede og passede; og ,naar de atter skulle bort fra et saadant Sted, ere de meget utilbøielige til at staa roligt for Døren. Ere de brugte som Arbejdsdyr, ville mange af dem ikke gaae F.eks. for Vienervogn eller nær til nogen Trappe; og der lever endnu paa Knabstrup en gammel Hoppe, som kun vil trække i Seletøi af Hvid-Læder.

          Uagtet Disse Heste meget silde opnaae deres fulde Udvikling, saa vise de dog i en yngre Alder megen Kraft, og det er derfor tilraadeligt allerede tidlig at vende dem til al Slags Arbeide, da de i modsat Fald ere meget vanskelige at dressere.

          Huden paa Knabstrupper-Hestene er i Reglen meget fiin og disse desaarsag ømfindtlige for Striglen. Glands i Haarende have de i en ualmindelig høi Grad; thi, hvad enten Hesten er guul, rød eller bruun, saa kunne Haarene paa velholdte Heste spille i Regnbuens Farver, naar Lyset eller Solskindet falder rigtig derpaa, ligesom på en Due-Hals. Dette som har givet Anledning til at den saa temmelig hyppigt forekommende Farve, som Tydskerne benævne Zobelfuchs, her kaldes grøn, finder dog i Almindelighed meest sted om Sommeren, hvorimod Hestene om vinteren blive meget mere riig paa Haar og disse gjerne noget krøllede især paa Benene.

          Hvad nu selve Farven angaaer, da er denne som oftest eiendommelig, gjerne spettet, ikke alene hvide pletter paa mørk Grund, men ogsaa mørke, baade sorte, brune eller røde, Pletter paa lys Grund; disse fremkomme altid i størst Mængde paa Lænden, men findes dog ogsaa udbredte paa den øvrige Krop.

          Føllene fødes i Reglen ensfarvede, naar undtages de Aftegninger, som ogsaa ere almindelige hos Heste af andre Racer saasom Sokker, Blis Stjerne eller Snip o.s.v., og de hvide Pletter kommer som oftest først frem i 3die eller 4de Aar- Dersom derimod et Føl allerede fra Fødselen af er plettet, da er det Hvide altid meest fremherskende paa Lænden; Hvilket spøgefuldt kaldes, at Føllet allerede har sin Kammerherre-Nøgle. - Efter det fyldte 4de Aar har Hesten gjerne den Farve, som den faaer; den kan vel med Alderen blive noget lysere Skimmel, men bliver dog aldrig reen hvid,Saaledes som Tilfældet er med mange graaskimlede Heste.

           Hestene af ægte Knabstrup Race skulle ligesom Menneskene have Øiet hvidt omkring Pupillen; og Huden paa de Dele af kroppen, som ei ere bedækkede med Haar, som f. Ex. om Øiet , men især paa Mulen, under Halen og paa Kjønsdelende, skal ogsaa være spettet; hvilket viser sig hos det 1/2 Aar gamle Føl og antages gjerne som Tegn paa at Hesten som voxen vil blive spettet. Det er i øvrigt meget vanskeligt ja næsten umuligt bestemt at angive, hvad Farve et Patteføl vil faae som voxen Hest; thi ikke sjeldent fødes dette Rødt, lysebruunt eller sorteblakket og bliver senere F.eks. guulskimlet. Løddet er i øvrigt aldeles uberegneligt, da der ofte falder reenfarvede Føl efter affarvede Forældre og omvendt

          Kuller Krybbebiden eller Vindslugen ere Feil, som ere aldeles ukjendte iblandt ægte Knabstrupper-Heste, ligesom Arrighed til at bide og slaae er en stor Sjeldenhed hos dem; hvorimod de dog ofte forekomme med Rottehale, Glasøine eller noget afskydende Kryds, hvilke Feil dog efterhaanden maatte kunne ændres, naar der ved Tillægningen tages tilbørlig Hensyn hertil.

          Hestene af Knabstrup-Racen kunne anvendes baade som Rideheste for Herrer og Cavallerister, og som Kjøreheste, saavel Karetheste, som Post- og Arbejdsheste; hvilket Fortrin ingensomhelst anden forædlet Race i den Grad er i Besiddelse af. Mangen en Reisende vil mueligen endnu kunne erindre en bruuespettet Vallak der i en 14 á 16 Aar gik som Posthest i Roeskilde. For andre er det velbekjendt, at en graaskimlet Knabstrup-Hoppe, tilhørende Hr. Proprietair Jørgensen til Cathrinedahl, overgik dengang alle andre af Egnens Heste i Trav; men, uagtet disse tvende Individer vistnok have præsteret mere end Almindeligt, så findes der dog ingen Optegnelser herom; hvorimod det er meget heldigt, at Knabstrupper Heste ogsaa have forsøgt sig paa Væddeløbs-Banen. En sort Hoppe, født på Knabstrup i Aaret 1830 efter Flæbehingsten og af en bruun Hoppe, solgt til Hr. Kammeraad Madsen paa Trollesminde, vandt i et Gentleman-løb paa Slagelse Bane i Aaret 1835 250 Rigsdaler; Distancen var 3000 Alen (Heats) og Hoppen, som concurrerede med flere Blodheste, tiltrak sig den tilstedeværende Hertug af Augustenborgs særdeles Opmærksomhed. Senere løb den paa Kjøbenhavns Bane, men vandt ikke formedelst et indtruffen Uheld.

          Hingsten Mikkel efter Flæbehingsten af en jydsk forædlet Hoppe, født 1818 og tilhørende Hr. Probrietair Madsen til Arnakkegaard, vandt paa Slagelse Bane, uagtet den var kommen hertil for Vogn og havde tilbagelagt de 6 miil hjemmefra i en temmelig forceret Kjørsel, og i hele denne Periode af sommeren kun blev fodret med grøn Vikkehavre, med lethed i et Trav Gentleman Løb 20 flasker Champagne, idet den concurrerede med den dengang mest bekjendte Traver fra Kjøbenhavn. I sit 16de Aar concurrerede Mikkel med en Hoppe i et Trav-Løb, og var i de 4 første Løb Seirer, men blev i 5te reden imod en Knold, saa at den blev øm i venstre Bov, og kunne desaarsag i 6te og sidste Løb ikke vedblive at være den Første. Dette er den eneste Gang, at nogen Hest har vunden Prisen for Mikkel i Trav, såvel naar den blev reder, som naar den var for vogn.

          Efter saaledes at have viist det Charakteristiske ved Hestene af Knabstrup Racen maa jeg omtale deres Afstamning, idet jeg gaar tilbage til det forrige aarhundrede, hvori min Fader blev Landmand og af Lyst og Tilbøjelighed begyndte at tillægge Heste. Den typus han især yndede var den Frederiksborgske, og han erhvervede sig snart Tillægsdyr af denne stamme, hvortil han havde saa meget lettere Leilighed, som det dengang bestaaende fortrinlige Løvenborgske Stutterie, der var en Sidegreen af det Frederiksborgske, laae ham kun 1/2 miil fjernet. - I Aaret 1798 kjøbte min Fader ved en Auction i Ridehuset tvende fra Kongens Stald udsatte Hopper, nemlig en rød med lang Stjerne og en sort, begge tillagte paa Frederiksborg; disse bleve bedækkede af en gul Hingst med hvid Manke og Hale, som dengang var Stodhingst paa Løvenborg men tidligere kjøbt fra Frederiksborg; derfra kommer den gule Lød, som bestandig gjør sig gjeldende i Knabstrup Racen, tillige fremmet derved, at min Fader altid fortrinsviis yndede affarvede Heste. Ved ovennævnte Hopper blev tillagt Afkom, hvis ydre Præg var fiint og ædelt, med runde velsluttede Former, smukt dannet Hoved og Hals, tørre og velstillede Been, men Individerne vare smaae; naar min Fader senere kjøbte Hopper til Tillæg, saa var hans Formaal stedse at finde saadanne, der saa meget mueligt lignede hans Stamme, saa at han altsaa ikke ved Krydsning søgte at skabe noget Nyt, men ved Parring at vedligeholde og forædle den Typus, han havde valgt. Ved indkjøb tog han dog ikke alene Hensyn til Hestens Ydre, men han søgte gjerne at erhverve sig Hopper, der ved anstrengt Brug og strenge Herrer havde viist hvad de kunne udholde, og han har imellem casserede Ride- og Kjøre-Heste fundet Tillægsdyr af stor værdi.

          Saaledes havde min Fader allerede dannet sig en temmelig eensartet Haste-Familie, da han i 1812 kjøbte en Hoppe af Slagter Flæbe i Holbek, der, uagtet den ikke i ydre Form aldeles svarede til de andre Heste, men mere lignede en engelsk Jagthest, dog blev tilbørligen vurderet for dens næsten mageløse Udholdenhed. Den blev efter den forrige Eier kaldet Flæbehoppen, var ædel og smuk, Zobelfuchs med hvid Manke og Hale, stærkt stikkelhaaret med smaae hvide runde Pletter hist og her paa Kroppen meest paa Lænden, hvor der dog ogsaa fandtes nogle bruunrøde Pletter, og var af Slagteren kjøbt af Adjudanten ved en spansk Infanterie Bataillon, der blev taget til fange ved Roeskilde. Denne Hoppe, som var noksom bekjendt blandt Slagtere og Prangere fra Kjøbenhavn paa den Tid, og som for Eenspændervogn har maattet præstere, hvad der vilde kunne trodse al Væddeløb, blev Stammoder til den spettede Knabstrupper Hest.

          Det er nu efter saa mange Aars Forløb umueligt at paavise denne Hoppes Herkomst; den kunde være af spansk Blod; det er i al Fald intet Beviis herimod, naar man gjør den indvending, at Spanierne rede udelukkende paa Hingste, at de trende Cavallerie-Regimenter: Willavisosa o.s.v.; som bleve tagne til Fange i Fyen og udskibede i Nyeborg, kun havde Hingste; thi ligesaa gjerne som Chefen for det Infanterie-Regiment i Roeskilde selv kunde kjøre i en Phaeton trukken af 4 Muuldyr, ligesaa kunde hans Adjudant ride paa en Hoppe af spansk Race. Flæbehoppen kunde gjerne være fra Meklenborg, hvor Spanierne opholdt dem i løngere Tid, inden de kom ind i Danmark; ja den kan ogsaa, hvad der vistnok er det Rigtigste, være af engelsk Blod, da den var af en ædel og constant Race, hvilket viser sig i dens Afkom, som endnu u 4de og 5te Led bevarer det Eiendommelige i Farven.

          Hr. Stockfleth, constitueret Dyrlæge ved Veterinair-Skolen i Kjøbenhavn, omtaler i sin Beretning om sin Reise, at mange af de Hingste, som bruges til Fragtheste i Wien, ere af Pinzgauer-Race fra Salzburg, bruune eller bruuntigrede, omtrent som vore Mikkeler, med stærkt dobbelt afskydende Kryds. - Ved en Reise, som jeg foretog mig afvigte Sommer iblandt andre Steder ogsaa i det Østerrigske, traf jeg mange Steder spettede Heste, som havde megen Lighed med Hestene af Knabstrup-Racen, ikke alene i Farven paa Kroppen men som ogsaa havde det Spettede paa Snuude, Kjønsdele o.s.v. og det Hvide i Øiet; da de fleste af disse dog vare meget større end vore Heste, saa er det indlysende, at de ikke kunne være førte dertil herfra, men maae være af en særegen Race, som findes der.

Nu er du halvvejs, vil du til toppen igen?

          Da jeg reiste fra Salzburg fik jeg netop en saadan rødspettet Hoppe for Vognen, og paa min Forespørgsel til Postkarlen, hvor saadanne Heste blev tillagte, opgav han det ei saa fjernt liggende Bjergland Kærnthen, som deres Fødested, og jeg maa desaarsag antage, at Wienerne snarere faae deres spettede Heste fra Markederne ved Salzburg, hvortil de blive førte fra Kærnthen, end fra selve Omegnen. Dersom disse Heste mueligen i Begyndelsen af dette Aarhundrede have existeret der som en egen Race, saa kunde Flæbehoppen jo gerne antages at nedstamme herfra og at være kommen i Spaniernes Hænder paa Veien og at have fulgt med dem ind i Danmark. Imod denne Mening taler dog Flæbehoppens ædle Form; thi naar Pinzgauerne for circa 45 Aar siden bestode der som en ædel Race, at Flæbehoppen ublandet kunde gaae ud derfra, saa er der ikke tilstrækkelig Grund til at antage, at disse Heste, levende i et temmelig isoleret Bjergland, skulde gaae saa meget over i en anden Form, at de nu ere meest skikkede til Arbeids- og Fragt-Heste. Folkeminingen har tidligere stemplet Flæbehoppen som udgået fra en forædlet engelsk Hesterace, og denne maae vi altsaa beholde, indtil der mueligen kunde erholdes andre Oplysninger.

          Flæbehoppen blev i Aaret 1812 bedækket af en 4-aarig guul Hingst, efter Bæveren i Frederiksborg Stutterie af en Löwenborger Hoppe, og fik derefter et Hingsteføl, som, da det blev voxent, efter Tjenestefolkenes Mening dengang havde over 20 Farver; den var nemlig lys Zobelfuchs med hvid Manke og Hale og med hvide, bruune og sorte Pletter omtrent saa store som Hasselnødder over hele Kroppen. Foruden altsaa at denne Hingst, kaldet Flæbehingsten, besad et elegant og sjældent Lød, havde den en udmærket Ryg og Kryds, en temmelig lang Hale, som ikke en gang, da den blev ældre, tog til i Førelse, et lille tørt og fiint Hoved,som altid holdtes lodret, med store klare, livlige Øjne og velstillede fine Øren, en let men kraftfuld Bevægelse og etlivligt men føjeligt Temperament. Indtil sit 14de Aar blev den alene brugt som Ridehest og Beskeler, og først da den i denne Alder skulde vendes til at trække, blev den ondskabsfuld imod andre Heste, og døde 21 Aar gammel efter at være sygnet hen paa Grund af en Tandfistel. - Flæbehingsten stod i mere end almindelig Anseelse hos Omegnens Heste-Opdrættere og blev stærkt søgt, hvisaarsag den ogsaa blev Fader til et meget talrigt spettet Afkom.

          Foruden denne Hingst havde Flæbehoppen senere tvende Føl, nemlig en rødblisset Hingst, som døde 1 Aar gammel; og ved Cimber et rødskimlet Hoppeføl født 1819. - DenneCimber-Hoppe, som efter Moderen fik Navnet Flæben (Nr. 2) havde først 2de Føl, der vare Krøblinge og blev ihjelslaaede; og derpaa 2de bruunskimlede og et bruunt Føl, som alle bleve solgte i en ung Alder; den ene af de første var den førhen omtalte Posthest i Roeskilde; og endeligen fødte den i Aaret 1836 ved den gamle gule Knabstrupper-Hingst et rødskimlet Hoppeføl, der ogsaa fik Navnet af Flæben (Nr. 3), lever endnu paa Dorthealyst og er Moder til Stodhingsten Thor. Ligesom denne Hoppes Afkom atter har faaet Flæbe-Navnet, saaledes haaber jeg ogsaa, at dette, ihvor lidet smukt det end klinger, vil gaae igjen, saa længe Knabstrup Hestetillæg bestaaer.

          Den ovenomtalte Cimber, en rødblisset, lidt stikkelhaaret, forædlet jydsk Hingst, saavidt vides fra et Stutterie paa Steensballegaard, var indbrændt som Præmie-Hingst men ikke saa smuk som Flæbehingsten. Dens Afkom udmærkede sig ved ualmindelig Styrke, og om tvende af dens Børn, et Par Heelsøskende, de saakaldte Møllerheste, er det endnu ikke forglemt, at de ene to ofte have maattet trække en Mølle-Axe hjem fra Skoven, som 6 Heste, uvante til at trække sammen, ikke vilde bevæge sig fra Stedet. Den ene af disse tvende Sødskende var en rød Hoppe og Moder til den i Stutteriet værende 18aarige Hoppe, Rebekka.

          Iblandt Flæbehingstens mange værdige Sønner er neppe nogen saa prøvet og saa bekjendt, som den tidligere som udmærket Traver omtalte Mikkel, tilhørende Hr. Proprietair Madsen til Arnakkegaard. Den blev født 1818 af en rødblisset stikkelhaaret Hoppe, tillagt hos en Præst i Jylland men af forædlet Race med lang skarpkammet Hals, fiin Manke, lige Kryds og bekjendt i Jylland for udmærket Traver. Mikkel selv var rødtigret med guulspillende Glands om Sommeren, meget mørkere paa Benene, men forresten uden Aftegneng, 10 Qvarteer 2 Tommer høi,       (Redaktørens bem: 162,23 cm, idet 1 Qvarter = 1/4 alen = 15,7 cm, og 1 gammel dansk tomme er 2,614 cm.)     af ædel og smuk Skabning, og kom aldrig til at synke i Ryggen, uagtet den var Beskeler, Ridehest for en temmelig svær Mand, og Kjørehest fra sit 3die til sit 24de Aar. Ligesom den kun ved et Uheld eengang er overgaaet i Trav, uagtet prøvet mange Gange, saaledes var ogsaa dens Skridt hurtigt og let; den var meget frugtbar og selv i sit 25de Aar, hvori den blev dræbt om Efteraaret, bleve adskillige Hopper drægtige ved den. En 22aarig Hoppe, Datter af gamle Mikkel, som næsten har kunnet følge Faderen i Trav for Vogn, lever endnu paa Arnakkegaard.

          Det er naturligviis formedelst denne Hingsts mere bekjendte udmærkede Egenskaber, at alle spettede Heste af Mange kaldes Mikkeler; men, ligesom dette Prædicat kun bør tillægges alle ægte Decendenter af ovennævnte Hingst, saaledes maa jeg ogsaa til Opklaring udhæve, at Knabstrupper Heste og Mikkeler ere een Slægt; og, at ligesom Mikkels Fader var en Knabstrupper, saaledes derivere atter en Deel af de nuværende Knabstrupper igjen fra Mikkel, idet dens Søn, en Zobelfuchs Hingst af en Landhoppe, født 1840 og kaldet unge Mikkel eller oftere den Grønne, er Fader til Thoe, for Tiden Stodhingst paa Knabstrup, og til nogle af de i Stutteriet værende Moderhopper. Unge Mikkel, som ikke var ret stor, men havde en smuk sluttet Krop og god Bevægelse, blev tilligemed en anden Hingst af samme Farve og Race senere solgt til Engelland, hvorfra dens Oldemoder sandsynligviis er kommen.

          Flæbehingsten havde med en kobberrød Knabstrupper Hoppe med hvid Manke og Hals, falden efter en Frederiksborger Hingst, et guulskimlet Hingsteføl, født 1828, der i 20 Aar var Beskeler paa Knabstrup og først blev aflivet for 2 Aar siden. Denne Hingst, kaldet den gamle Gule, om hvem den afdøde Hestehandler Formann erklærede, at den havde den smukkeste og solideste Kropsbygning, som han havde seet paa nogen dansk Hest, var 10 Qvarteer 4 Tommer høi, og udmærkede sig ved overordentlig Styrke. Da den ikke blev brugt som Kjørehest og sjældent til at ride paa, men for det meste kun som Arbeidshest i Saatiden, blev dens Gang som ældre noget ømmende paa Forbenene, formodentlig meest hidrørende fra Mangel paa tilstrækkelig Bevægelse i den største Tid af Aaret. Den var Fader til Frode, født 1847 af en jydsk Hoppe, og til Flæben (Nr. 3)  som endnu lever, ligesom ogsaa til en stor Deel af de i Stutteriet værende Moderhopper og Arbeidsheste paa Knabstrup.

          Knabstrupper Hestene, som tidligere under deres Opvæxt fik en Behandling, der vedligeholdt mange af deres gode Egenskaber, men ogsaa gjorde dem vanskeligere at tæmme, ere ganske vist gaaede tilbage i Henseende til deres tidligere ædle og smukke Form. Føllene fik Lov til at patte Mødrene i det mindste i 6 Maaneder, og gik om Vinteren løse i temmelig kolde Aflukker, 3 á 4 eller flere Stykker i hvert, og sjeldent bleve de bundne førend de vare 3 Aar gamle. Om Sommeren gik de som Plage i Skoven, efter endt Høehøst på Engene, om Efteraaret igjen paa Markerne og i Skovene, og sjeldent holdtes de paa Stald i mere end 4 høist 5 Maaneder af Aaret. I denne Tid bleve de dagligen slupne ud om Morgenen for at drikke og ikke jagede ind igjen førend de selv atter meldte dem ved Døren. Det var et skjønt Syn at se 12 á 16 Plage af alle Farver tumle sig om paa Markerne, naar disse f. Ex. vare belagte med nyfalden Snee. Først om Efteraaret, efter at de havde fyldt deres fjerde Aar, kom de i Selen og maatte trække lidt Plov eller Harve. Fyrrighed, Udholdenhed, Haardførhed og Nøjsomhed var en naturlig Følge af den Maade at opdrætte dem paa; men, ligesom de meget ædle Former naturligviis maatte gaae tilgrunde derved, saaledes troer jeg ogsaa, at Knabstrup Enge i Mørke Sogn, der især om Efteraaret ere saa meget nærende, og for Heste kunne sammenlignes med Marskgræsning, ere meest skikkede til derpaa at opdrætte Heste, som mere skulle udmærke sig ved Muskelkraft og Styrke, end ved Hurtighed og Elegance. Paa den anden Side er Knabstrups Agerjord af høi tør Beskaffenhed og meget cuperet, saa at der ikke er nogen Grund til Frygt for at Heste, tillagte her, i de følgende Generationer skulle udarte til en sløv, dorsk Stamme.

          For at opdrætte udmærkede udholdende Heste, vil der for tiden mangle os en god Kraftprøve, til at udpege de Individer, som udmærke sig ved Muskelkraft, Hurtighed eller godt Aandedræt. Hr. Stockfleth beretter om Hestehandelen ved Paris: "Forinden Handel om en Kjørehest afsluttes, prøver man dens Kraft; den spændes for en Karre, hvis Hjul ere fastbundne; 3, 6 á 8 Mand sætte sig op paa Vognen, nogle staae i de fastbundne Hjul, og med denne Byrde maa Hesten gaae op af en Bakke, hvis brolægning er meget knudret og ujevn. Jo raskere den gaaer op og jo længere Vei den tilbagelægger uden at hvile, jo stærkere antages Hesten at være. Svage Heste kunne kun trække et Par Mennesker og maae ved hvert andet eller tredie Skridt hville for at tage aande; denne Prøve er simpel, men meget praktisk."

          Ogsaa den constituerede Landstutmester Hr. Dr. G. C. With anfører i sin Rapport for 1853, at det vil være i vor Hesteavls interesse, at Væddeløb igjen kaldes til Live, men de maae indrettes saaledes, at derved befordres Productionen af saadanne Heste, som forene en stærk og feilfrie Form med Hurtighed og Udholdenhed, og at de navnligen kunde vække og vedligeholde Opdrætternes Interesse. I denne Henseende er jeg for en Deel enig med den ærede Landstutmester; thi, for at udfinde en rigtig god Traver, en meer end almindelig udholdende Hoppe, tjenlig til Avl, er man for Tiden kun henviist til at søge en saadan iblandt de Individer, som i flere Aar har tjent Hestehandlere eller Opkjøbere som Kjøre-Heste; men som oftest vil det være meget vanskeligt at faae en saadan, i Reglen gammel Hoppe med Føl, og dette vil fødes lille formedelst Moderens i Almindelighed meget medtagne Tilstand, vil voxe langsomt og maaskee selv blive utriveligt og mindre smukt som voxen Hest.

          At vække og vedligeholde Opdrætternes Interesse for Væddeløb vil her i Landet vistnok have sine Vanskeligheder; Folk, som lægge Heste til her, faae Afsky for at frembringe Individer, der i Form tildeels bære Væddeløbernes Præg; hvilke Heste, forsaavidt som de ere tjenlige til Herre-Rideheste, vel kunne afsættes til temmelig høie Priser; men som ogsaa synke saa meget desto lavere i Værd, naar de ere behæftede med saadanne Feil, at dette ikke kan blive Tilfældet; og de ville derefter kun komme i Hænderne paa de allerdaarligste Hesteholdere. At der maatte kunne opstilles en Kraftprøve i Væddekjørsel, idet een eller to Heste, som forspændte en Vogn eller Karre med et passende Læs paa, i Trav maatte tilbagelægge en given Vejlængde, det antager jeg for sikkert, men henstiller det iøvrigt til Kyndiges Bedømmelse, vel vidende, at et saadant i sin Tid, om end ei længe, fandt Sted ved Viborg. Men at saadan en Væddekjørsel ikke kan finde Sted alene paa Egnen imellem Kolding og Veile (vide Rapporten for 1853 Pag..21), men meget mere maa bringes istand paa Sjelland, i Fyen og Jylland, det vil være indlysende alene af den Grund, at meget Faa ville bringe deres Heste saa langt bort, Heste, som i Reglen maae gjøre meget Arbeide hjemme.

          Det Formaal, man nu stræber efter ved Heste-Opdrættet paa Knabstrup, er først og fremmest at vedligeholde den nu mere en 50aarige Hestefamilie i sin Constanthed og Ægthed, men ved Siden deraf tillige at forædle denne Stamme ved passende Parring, såvidt det kan skee, uden at tabe eller opgive nogle af de Egenskaber, som hidtil have udmærket den, og gjort den tjenlig til saa mangesidig Brug: navnlig Kraft forenet med Lethed, Haardførhed og Nøisomhed, saavel som Trivelighed, høi Levealder og Livlighed. For nogle Aar siden blev Knabstrupper Blodet noget fornyet, idet der som Beskeler blev anvendt en rødskimlet Hingst efter en Bæverhingst af en Knabstrupper Hoppe; men, da denne for 3 Aar siden solgtes til Hr. Proprietair Weinschenk til Gunnerupgaard i Jylland, har der i Stutteriet kun været afbenyttet Hingstene Thor og Frode, of af disse, fornemligen den første, som den stærkeste og mest ægte Knabstrupper, da moderen til Frode var en jydsk Landhoppe.

          Forsaavidt der nu kunde næres Ønske om igjen at fornye Blodet med en Hingst andetstedsfra, da kan jeg ikke undlade, som meest passende dertil for Øieblikket efter min Mening at raade til Brugen af "Frederiksborg" efter Zampa af Sabina. Foruden at denne Hingst i sig forener det fyrrige og udholdende Zampa Blod med det af den ældre Frederiksborger Race, og altsaa staaer i vist Slægtskabsforhold til Knabstrupperne, saa besidder den ogsaa et skjønt Ydre og et godt Temperament og er nu i den kraftige Alder af 6 Aar. Det maa derfor saa meget mere beklages, at den ikke i dette Aar er opstaldet i Frederiksborg, hvorfra det mueligen kunde have været tilladt at erholde den udstationeret f. Ex. i en Maaneds Tid til Brug i Knabstrup Stutteriet, nærmest for de Hopper, som ere i nært Slægtsskab med Thor og Frode.

          Ved Brugen af Hingsten Frederiksborg til at fornye nogle af de i Tidens Løb aftagne ædle Egenskaber hos Knabstrupper Hestene vil man i ethvert Tilfælde have det forud, at der ikke gøres noget Spring ved Krydsning, men maa have den største Sandsynlighed for et heldigt udfald. At en heldig Fornyelse af Blodet ogsaa maatte kundne finde Sted ved som Beskeler at afbenytte Hingste, faldne efter Djalma af stærkt byggede Knabstrupper Hopper, er udenfor al Tvivl, men denne Krydsning gaar længere ind i Fremtiden. En Fornyelse i Almindelighed af Blodet ved Fuldblod kunde let have til Følge, at man til en svær Krop fik svage Forbeen, det forekommer mig derfor meest hensigtsmæssigt at parre Hopper af Knabstrup-Racen med godt Halvblod af den ældre Frederiksborger-Race, som med Skjønhed forener Styrke, naar en Fornyelse af Blodet maatte ønskes.

          Forinden jeg nu gaaer over til at anføre Stutteriets Styrke paa Knabstrup, vil jeg anføre de Hingste af Racen, som i de sidste 3 Aar ere indbrændte som Stutteridygtige.

Tilbage  toppen

Knabstrupperforeningen for Danmark - Arkivside med gammelt materiale som ikke er overført til den nye side, Knab.dk