Meddeelte
af
Proprietær W. Luun, til Lautrupgaard
(Afskrift
fra "Tidsskrift for Veterienáirer"
ca 1855)
____________________________
med
tilladelse affotograferet i det Kgl. Bibliotek, Kjøbenhavn., og renskrevet i
originalsprog af Lis Diemer.
Da Hestene af Knabstrup-Racen i de senere Aar og i Særdeleshed under Krigen i
Årene 1848, 49 og 50 ere blevne mere bekjendte og søgte formedelst deres mange
gode Egenskaber, saa haaber jeg, at det ikke vil være uden Interesse for
Publicum, naar denne Hesteraces Herkomst nu blev gjort nærmere bekjendt.
Uagtet Knabstrupper Hestene forekommer meget forskjellige Baade i Henseende til
Formen som ogsaa i Farven, saa tør man dog vel betegne Individerne heraf som
hørende til en særskildt Race, da en deel af disse Hestes Egenskaber vise sig
temmelige constante. Hestene af Knabstrup-Racen have derhos et saa eiendommeligt
Præg, at de Mænd, som ere nøie kjendte med Racen, med temmelig Sikkerhed af
det ydre Præg kunne bestemme, om en Hest afstammer fra denne Race, uagtet den
ikke har Racens almindelige Særkjende i Øjne eller Farve. Jeg maa ved denne
Leilighed henvise til constituerede Landstutmester Hr. Dr. G. C. Withs Rapport
om det Kongelige Landstutterie og Hesteavlens Tilstand m.m. i Danmark for aaret
1851 (udkomme 1852) hvori han for Holbek Amts Vedkommende Raader til
"Afbenyttelse af derværende Hingste, som staae i nærmere eller fjernere
Slægtskab med den saakaldte Knabstrup-Race, hvis Origin endnu ikke er tilstrækkelig
oplyst, men som antages at hidrøre fra engelsk Blod; denne er imidlertid i
Tidens Løb bleven en Slags Race, hvilken det ikke kan medføre uovervindelige
Hindringer lidt efter lidt at meddele en constant Beskaffenhed. Mod at afbenytte
Heste af Knabstrup-Racen til Avl, kan det indvendes, de ere tilbøielige til at
give et spættet Afkom - hverken den ægte tigrede eller brogede Farve -; men de
ere i Besiddelse af saa mange andre Dyder, saavel med Hensyn til deres meget forædlede
Præg, som Øvrige gode Beskaffenhed, at de Paagjeldende ikke alene selv kunne
bruge dem med Fordeel, men ved given Leilighed let kunne sælge dem paa en
fordeelagtig Maade." Den Indvending, som den constituerede Landstutmester
her fremføre mod Hestene af Knabstrup-Racen, at de ere tilbøielige til at give
et spettet Afkom, har ogsaa tidligere ved de i sin Tid afholdte
Stutteribesigtielser været anført imod dem: hvilket dengang havde til Følge,
at man søgte at faae Hestene mere eensfarvede og desaarsag indblandede fremmed
Blod, og udvalgte Individer til Avl, som kun havde det Fortrin, at de var e mere
eensfarvede, imedens at andre gode Egenskaber tilsidesattes; dette vilde
upaatvivleligen have havt hele Racens Forfald til Følge, dersom der ikke
heldigviis var beholdt nogle enkelte Individer af ublandet Race, og man var
kommet til den Erkjendelse, at ved Løddets Forandring forringedes i Reglen
Racens øvrige Eiendommeligheder. - Den constituerede Landstutmesters Anke
imod disse Hestes Lød vil nu ikke have saadant til Følge; thi, afseet fra at
tet spættede Lød for Tiden endog synes at være i Mode, saa ere
Knabstrupper-Hestene nu saa anerkjendte for deres Udholdenhed, at, selv naar
Moden muligen slaar om, ville Hestene dog staae høit i Handel og Vandel
Formedelst deres mange gode Egenskaber. Som et Exempel paa hvad Priis der sættes
paa Knabstrupper-Hestene, maa jeg anføre, at et Hingsteføl efter Frode af en
Landhoppe, 1/2 Aar gammelt og temmelig lille, sidste Efterår er betalt med 100
Rigsdaler af en Godseier i Fyen,
Det er vistnok meget rosende at sige om en Hest, at den er en Mikkeler (det vil
sige en Efterkommer af Hingsten Mikkel); men, da dette Prædikat tillægges næsten
enhver Hest, som har et spettet Skind, og som staaer i et maaskee meget fjernt Slægtskab
med en Hingst af Knabstrup-Racen, saa vil det just ikke være et absolut Beviis
for at det er en god Hest. Da Heste med en Lød som Knabstrupperne synes at være
i Mode, saa er mangen En meget tilbøielige til at ansee enhver spettet Hest for
en god Hest; og det er desværre at befrygte, at denne Mode vil virke skadeligt
paa den anseelse, som Racen nu for Tiden staaer i, da mangen en Liebehaver
betaler Skindet med høi Priis i stedet for Hesten; og, naar han senere føler
sig skuffet, kaster han med Urette Skylden paa Racen. Ligesaa lidet som de mange
Fuldblods-Hingste, som for nogle Aar siden blev indført her i Landet, formaaede
at give et udmærket Afkom med smaae, spattede, kroghasede Bønderhopper,
saaledes kunne Hingstene af Knabstrup-Racen heller ikke meddele Afkommet alle
deres Fortrin, om dette end faaer Farven, naar der ikke sørges for, at kun gode
passende Hopper føres til samme. Når der nu spørges: hvilke ere da de gode
Egenskaber hos Hestene af denne Race? da maa jeg anføre en velsluttet Krop, med
temmelig flade, tørre, stærke og velstillede Been, som giver Hestene Kraft,
Udholdenhed og et temmelig let løb; desuden en bred Bringe, et dybt Bryst og
godt hvælvede Ribbeen samt et godt Aandedræt; dernæst ere de nøisomme i
Henseende til Fodret, ere trivvvelige, taaler Kulde og Anstrengelser i den
Grad, at de ikke uden Grund kunne kaldes seige, ere fyrrige og bliver i Reglen
meget gamle. Deres Orienterings-Sands, Sted- og vei-Kendskab som ogsaa Kjærlighed
til Hjemmet troer jeg er større end hos Heste af de fleste andre Racer; det er
let at anføre Exembler paa, hvorledes Heste, bortredne fra Knabstrup, have søgt
den første bedste Leilighed til at vende hjem, ikke langs ad den ordinaire Vei,
paa hvilke de ere ført bort, men over Grøfter og gjerde i mere lige Linie til
Hjemmet, ja selv over Aamosen.
Deres fyrrige Temperamment gaaer ikke sjelden over til Særhed og Stedighed,
naar de ikke i Tide behandles paa en fornuftig Maade; det er saaledes en
bekjendt Sag, Knabstrupper-Hestene ugjerne gaae til et Sted , hvor de veed, at
de kun bliver slet fodrede og passede; og ,naar de atter skulle bort fra et
saadant Sted, ere de meget utilbøielige til at staa roligt for Døren. Ere de
brugte som Arbejdsdyr, ville mange af dem ikke gaae F.eks. for Vienervogn eller
nær til nogen Trappe; og der lever endnu paa Knabstrup en gammel Hoppe, som kun
vil trække i Seletøi af Hvid-Læder.
Uagtet Disse Heste meget silde opnaae deres fulde Udvikling, saa vise de dog i
en yngre Alder megen Kraft, og det er derfor tilraadeligt allerede tidlig at
vende dem til al Slags Arbeide, da de i modsat Fald ere meget vanskelige at
dressere.
Huden paa Knabstrupper-Hestene er i Reglen meget fiin og disse desaarsag ømfindtlige
for Striglen. Glands i Haarende have de i en ualmindelig høi Grad; thi, hvad
enten Hesten er guul, rød eller bruun, saa kunne Haarene paa velholdte Heste
spille i Regnbuens Farver, naar Lyset eller Solskindet falder rigtig derpaa,
ligesom på en Due-Hals. Dette som har givet Anledning til at den saa temmelig
hyppigt forekommende Farve, som Tydskerne benævne Zobelfuchs, her kaldes grøn,
finder dog i Almindelighed meest sted om Sommeren, hvorimod Hestene om vinteren
blive meget mere riig paa Haar og disse gjerne noget krøllede især paa Benene.
Hvad nu selve Farven angaaer, da er denne som oftest eiendommelig, gjerne
spettet, ikke alene hvide pletter paa mørk Grund, men ogsaa mørke, baade
sorte, brune eller røde, Pletter paa lys Grund; disse fremkomme altid i størst
Mængde paa Lænden, men findes dog ogsaa udbredte paa den øvrige Krop.
Føllene fødes i Reglen ensfarvede, naar undtages de Aftegninger, som ogsaa ere
almindelige hos Heste af andre Racer saasom Sokker, Blis Stjerne eller Snip
o.s.v., og de hvide Pletter kommer som oftest først frem i 3die eller 4de Aar-
Dersom derimod et Føl allerede fra Fødselen af er plettet, da er det Hvide
altid meest fremherskende paa Lænden; Hvilket spøgefuldt kaldes, at Føllet
allerede har sin Kammerherre-Nøgle. - Efter det fyldte 4de Aar har Hesten
gjerne den Farve, som den faaer; den kan vel med Alderen blive noget lysere
Skimmel, men bliver dog aldrig reen hvid,Saaledes som Tilfældet er med mange
graaskimlede Heste.
Hestene af ægte Knabstrup Race skulle ligesom Menneskene have Øiet hvidt
omkring Pupillen; og Huden paa de Dele af kroppen, som ei ere bedækkede med
Haar, som f. Ex. om Øiet , men især paa Mulen, under Halen og paa
Kjønsdelende,
skal ogsaa være spettet; hvilket viser sig hos det 1/2 Aar gamle Føl og
antages gjerne som Tegn paa at Hesten som voxen vil blive spettet. Det er i øvrigt
meget vanskeligt ja næsten umuligt bestemt at angive, hvad Farve et Patteføl
vil faae som voxen Hest; thi ikke sjeldent fødes dette Rødt, lysebruunt eller
sorteblakket og bliver senere F.eks. guulskimlet. Løddet er i øvrigt aldeles
uberegneligt, da der ofte falder reenfarvede Føl efter affarvede Forældre og
omvendt
Kuller Krybbebiden eller Vindslugen ere Feil, som ere aldeles ukjendte iblandt
ægte Knabstrupper-Heste, ligesom Arrighed til at bide og slaae er en stor
Sjeldenhed hos dem; hvorimod de dog ofte forekomme med Rottehale, Glasøine
eller noget afskydende Kryds, hvilke Feil dog efterhaanden maatte kunne ændres,
naar der ved Tillægningen tages tilbørlig Hensyn hertil.
Hestene af Knabstrup-Racen kunne anvendes baade som Rideheste for Herrer og
Cavallerister, og som Kjøreheste, saavel Karetheste, som Post- og Arbejdsheste;
hvilket Fortrin ingensomhelst anden forædlet Race i den Grad er i Besiddelse
af. Mangen en Reisende vil mueligen endnu kunne erindre en bruuespettet Vallak
der i en 14 á 16 Aar gik som Posthest i Roeskilde. For andre er det velbekjendt,
at en graaskimlet Knabstrup-Hoppe, tilhørende Hr. Proprietair Jørgensen til
Cathrinedahl, overgik dengang alle andre af Egnens Heste i Trav; men, uagtet
disse tvende Individer vistnok have præsteret mere end Almindeligt, så findes
der dog ingen Optegnelser herom; hvorimod det er meget heldigt, at Knabstrupper
Heste ogsaa have forsøgt sig paa Væddeløbs-Banen. En sort Hoppe, født på
Knabstrup i Aaret 1830 efter Flæbehingsten og af en bruun Hoppe, solgt til Hr.
Kammeraad Madsen paa Trollesminde, vandt i et Gentleman-løb paa Slagelse Bane i
Aaret 1835 250 Rigsdaler; Distancen var 3000 Alen (Heats) og Hoppen, som
concurrerede med flere Blodheste, tiltrak sig den tilstedeværende Hertug af
Augustenborgs særdeles Opmærksomhed. Senere løb den paa Kjøbenhavns Bane,
men vandt ikke formedelst et indtruffen Uheld.
Hingsten Mikkel efter Flæbehingsten af en jydsk forædlet Hoppe, født 1818 og
tilhørende Hr. Probrietair Madsen til Arnakkegaard, vandt paa Slagelse Bane,
uagtet den var kommen hertil for Vogn og havde tilbagelagt de 6 miil hjemmefra i
en temmelig forceret Kjørsel, og i hele denne Periode af sommeren kun blev
fodret med grøn Vikkehavre, med lethed i et Trav Gentleman Løb 20 flasker
Champagne, idet den concurrerede med den dengang mest bekjendte Traver fra
Kjøbenhavn.
I sit 16de Aar concurrerede Mikkel med en Hoppe i et Trav-Løb, og var i de 4 første
Løb Seirer, men blev i 5te reden imod en Knold, saa at den blev øm i venstre
Bov, og kunne desaarsag i 6te og sidste Løb ikke vedblive at være den Første.
Dette er den eneste Gang, at nogen Hest har vunden Prisen for Mikkel i Trav, såvel
naar den blev reder, som naar den var for vogn.
Efter saaledes at have viist det Charakteristiske ved Hestene af Knabstrup Racen
maa jeg omtale deres Afstamning, idet jeg gaar tilbage til det forrige
aarhundrede, hvori min Fader blev Landmand og af Lyst og Tilbøjelighed begyndte
at tillægge Heste. Den typus han især yndede var den Frederiksborgske, og han
erhvervede sig snart Tillægsdyr af denne stamme, hvortil han havde saa meget
lettere Leilighed, som det dengang bestaaende fortrinlige Løvenborgske
Stutterie, der var en Sidegreen af det Frederiksborgske, laae ham kun 1/2 miil
fjernet. - I Aaret 1798 kjøbte min Fader ved en Auction i Ridehuset tvende fra
Kongens Stald udsatte Hopper, nemlig en rød med lang Stjerne og en sort, begge
tillagte paa Frederiksborg; disse bleve bedækkede af en gul Hingst med hvid
Manke og Hale, som dengang var Stodhingst paa Løvenborg men tidligere kjøbt
fra Frederiksborg; derfra kommer den gule Lød, som bestandig gjør sig
gjeldende i Knabstrup Racen, tillige fremmet derved, at min Fader altid
fortrinsviis yndede affarvede Heste. Ved ovennævnte Hopper blev tillagt Afkom,
hvis ydre Præg var fiint og ædelt, med runde velsluttede Former, smukt dannet
Hoved og Hals, tørre og velstillede Been, men Individerne vare smaae; naar min
Fader senere kjøbte Hopper til Tillæg, saa var hans Formaal stedse at finde
saadanne, der saa meget mueligt lignede hans Stamme, saa at han altsaa ikke ved
Krydsning søgte at skabe noget Nyt, men ved Parring at vedligeholde og forædle
den Typus, han havde valgt. Ved indkjøb tog han dog ikke alene Hensyn til
Hestens Ydre, men han søgte gjerne at erhverve sig Hopper, der ved anstrengt
Brug og strenge Herrer havde viist hvad de kunne udholde, og han har imellem
casserede Ride- og Kjøre-Heste fundet Tillægsdyr af stor værdi.
Saaledes havde min Fader allerede dannet sig en temmelig eensartet Haste-Familie,
da han i 1812 kjøbte en Hoppe af Slagter Flæbe i Holbek, der, uagtet den ikke
i ydre Form aldeles svarede til de andre Heste, men mere lignede en engelsk
Jagthest, dog blev tilbørligen vurderet for dens næsten mageløse Udholdenhed.
Den blev efter den forrige Eier kaldet Flæbehoppen, var ædel og smuk,
Zobelfuchs med hvid Manke og Hale, stærkt stikkelhaaret med smaae hvide runde
Pletter hist og her paa Kroppen meest paa Lænden, hvor der dog ogsaa fandtes
nogle bruunrøde Pletter, og var af Slagteren kjøbt af Adjudanten ved en spansk
Infanterie Bataillon, der blev taget til fange ved Roeskilde. Denne Hoppe, som
var noksom bekjendt blandt Slagtere og Prangere fra Kjøbenhavn paa den Tid, og
som for Eenspændervogn har maattet præstere, hvad der vilde kunne trodse al Væddeløb,
blev Stammoder til den spettede Knabstrupper Hest.
Det er nu efter saa mange Aars Forløb umueligt at paavise denne Hoppes
Herkomst; den kunde være af spansk Blod; det er i al Fald intet Beviis herimod,
naar man gjør den indvending, at Spanierne rede udelukkende paa Hingste, at de
trende Cavallerie-Regimenter: Willavisosa o.s.v.; som bleve tagne til Fange i
Fyen og udskibede i Nyeborg, kun havde Hingste; thi ligesaa gjerne som Chefen
for det Infanterie-Regiment i Roeskilde selv kunde kjøre i en Phaeton trukken
af 4 Muuldyr, ligesaa kunde hans Adjudant ride paa en Hoppe af spansk Race. Flæbehoppen
kunde gjerne være fra Meklenborg, hvor Spanierne opholdt dem i løngere Tid,
inden de kom ind i Danmark; ja den kan ogsaa, hvad der vistnok er det Rigtigste,
være af engelsk Blod, da den var af en ædel og constant Race, hvilket viser
sig i dens Afkom, som endnu u 4de og 5te Led bevarer det Eiendommelige i Farven.
Hr. Stockfleth, constitueret Dyrlæge ved Veterinair-Skolen i Kjøbenhavn,
omtaler i sin Beretning om sin Reise, at mange af de Hingste, som bruges til
Fragtheste i Wien, ere af Pinzgauer-Race fra Salzburg, bruune eller bruuntigrede,
omtrent som vore Mikkeler, med stærkt dobbelt afskydende Kryds. - Ved en Reise,
som jeg foretog mig afvigte Sommer iblandt andre Steder ogsaa i det Østerrigske,
traf jeg mange Steder spettede Heste, som havde megen Lighed med Hestene af
Knabstrup-Racen, ikke alene i Farven paa Kroppen men som ogsaa havde det
Spettede paa Snuude, Kjønsdele o.s.v. og det Hvide i Øiet; da de fleste af
disse dog vare meget større end vore Heste, saa er det indlysende, at de ikke
kunne være førte dertil herfra, men maae være af en særegen Race, som findes
der.
Nu er du halvvejs, vil du til
toppen igen?
Da jeg reiste fra Salzburg fik jeg netop en saadan rødspettet Hoppe for Vognen,
og paa min Forespørgsel til Postkarlen, hvor saadanne Heste blev tillagte,
opgav han det ei saa fjernt liggende Bjergland Kærnthen, som deres Fødested,
og jeg maa desaarsag antage, at Wienerne snarere faae deres spettede Heste fra
Markederne ved Salzburg, hvortil de blive førte fra Kærnthen, end fra selve
Omegnen. Dersom disse Heste mueligen i Begyndelsen af dette Aarhundrede have
existeret der som en egen Race, saa kunde Flæbehoppen jo gerne antages at
nedstamme herfra og at være kommen i Spaniernes Hænder paa Veien og at have
fulgt med dem ind i Danmark. Imod denne Mening taler dog Flæbehoppens ædle
Form; thi naar Pinzgauerne for circa 45 Aar siden bestode der som en ædel Race,
at Flæbehoppen ublandet kunde gaae ud derfra, saa er der ikke tilstrækkelig
Grund til at antage, at disse Heste, levende i et temmelig isoleret Bjergland,
skulde gaae saa meget over i en anden Form, at de nu ere meest skikkede til
Arbeids- og Fragt-Heste. Folkeminingen har tidligere stemplet Flæbehoppen som
udgået fra en forædlet engelsk Hesterace, og denne maae vi altsaa beholde,
indtil der mueligen kunde erholdes andre Oplysninger.
Flæbehoppen blev i Aaret 1812 bedækket af en 4-aarig guul Hingst, efter Bæveren
i Frederiksborg Stutterie af en Löwenborger Hoppe, og fik derefter et Hingsteføl,
som, da det blev voxent, efter Tjenestefolkenes Mening dengang havde over 20
Farver; den var nemlig lys Zobelfuchs med hvid Manke og Hale og med hvide,
bruune og sorte Pletter omtrent saa store som Hasselnødder over hele Kroppen.
Foruden altsaa at denne Hingst, kaldet Flæbehingsten, besad et elegant og sjældent
Lød, havde den en udmærket Ryg og Kryds, en temmelig lang Hale, som ikke en
gang, da den blev ældre, tog til i Førelse, et lille tørt og fiint Hoved,som
altid holdtes lodret, med store klare, livlige Øjne og velstillede fine Øren,
en let men kraftfuld Bevægelse og etlivligt men føjeligt Temperament. Indtil
sit 14de Aar blev den alene brugt som Ridehest og Beskeler, og først da den i
denne Alder skulde vendes til at trække, blev den ondskabsfuld imod andre
Heste, og døde 21 Aar gammel efter at være sygnet hen paa Grund af en
Tandfistel. - Flæbehingsten stod i mere end almindelig Anseelse hos Omegnens
Heste-Opdrættere og blev stærkt søgt, hvisaarsag den ogsaa blev Fader til et
meget talrigt spettet Afkom.
Foruden denne Hingst havde Flæbehoppen senere tvende Føl, nemlig en rødblisset
Hingst, som døde 1 Aar gammel; og ved Cimber et rødskimlet Hoppeføl født
1819. - DenneCimber-Hoppe, som efter Moderen fik Navnet Flæben (Nr. 2) havde først
2de Føl, der vare Krøblinge og blev ihjelslaaede; og derpaa 2de bruunskimlede
og et bruunt Føl, som alle bleve solgte i en ung Alder; den ene af de første
var den førhen omtalte Posthest i Roeskilde; og endeligen fødte den i Aaret
1836 ved den gamle gule Knabstrupper-Hingst et rødskimlet Hoppeføl, der ogsaa
fik Navnet af Flæben (Nr. 3), lever endnu paa Dorthealyst og er Moder til
Stodhingsten Thor. Ligesom denne Hoppes Afkom atter har faaet Flæbe-Navnet,
saaledes haaber jeg ogsaa, at dette, ihvor lidet smukt det end klinger, vil gaae
igjen, saa længe Knabstrup Hestetillæg bestaaer.
Den ovenomtalte Cimber, en rødblisset, lidt stikkelhaaret, forædlet jydsk
Hingst, saavidt vides fra et Stutterie paa Steensballegaard, var indbrændt som
Præmie-Hingst men ikke saa smuk som Flæbehingsten. Dens Afkom udmærkede sig
ved ualmindelig Styrke, og om tvende af dens Børn, et Par Heelsøskende, de
saakaldte Møllerheste, er det endnu ikke forglemt, at de ene to ofte have
maattet trække en Mølle-Axe hjem fra Skoven, som 6 Heste, uvante til at trække
sammen, ikke vilde bevæge sig fra Stedet. Den ene af disse tvende Sødskende
var en rød Hoppe og Moder til den i Stutteriet værende 18aarige Hoppe,
Rebekka.
Iblandt Flæbehingstens mange værdige Sønner er neppe nogen saa prøvet og saa
bekjendt, som den tidligere som udmærket Traver omtalte Mikkel, tilhørende Hr.
Proprietair Madsen til Arnakkegaard. Den blev født 1818 af en rødblisset
stikkelhaaret Hoppe, tillagt hos en Præst i Jylland men af forædlet Race med
lang skarpkammet Hals, fiin Manke, lige Kryds og bekjendt i Jylland for udmærket
Traver. Mikkel selv var rødtigret med guulspillende Glands om Sommeren, meget mørkere
paa Benene, men forresten uden Aftegneng, 10 Qvarteer 2 Tommer høi,
(Redaktørens bem: 162,23 cm, idet 1 Qvarter = 1/4 alen = 15,7 cm, og 1 gammel
dansk tomme er 2,614 cm.) af ædel og smuk Skabning, og
kom aldrig til at synke i Ryggen, uagtet den var Beskeler, Ridehest for en
temmelig svær Mand, og Kjørehest fra sit 3die til sit 24de Aar. Ligesom den
kun ved et Uheld eengang er overgaaet i Trav, uagtet prøvet mange Gange,
saaledes var ogsaa dens Skridt hurtigt og let; den var meget frugtbar og selv i
sit 25de Aar, hvori den blev dræbt om Efteraaret, bleve adskillige Hopper drægtige
ved den. En 22aarig Hoppe, Datter af gamle Mikkel, som næsten har kunnet følge
Faderen i Trav for Vogn, lever endnu paa Arnakkegaard.
Det er naturligviis formedelst denne Hingsts mere bekjendte udmærkede
Egenskaber, at alle spettede Heste af Mange kaldes Mikkeler; men, ligesom dette
Prædicat kun bør tillægges alle ægte Decendenter af ovennævnte Hingst,
saaledes maa jeg ogsaa til Opklaring udhæve, at Knabstrupper Heste og Mikkeler
ere een Slægt; og, at ligesom Mikkels Fader var en Knabstrupper, saaledes
derivere atter en Deel af de nuværende Knabstrupper igjen fra Mikkel, idet dens
Søn, en Zobelfuchs Hingst af en Landhoppe, født 1840 og kaldet unge Mikkel
eller oftere den Grønne, er Fader til Thoe, for Tiden Stodhingst paa Knabstrup,
og til nogle af de i Stutteriet værende Moderhopper. Unge Mikkel, som ikke var
ret stor, men havde en smuk sluttet Krop og god Bevægelse, blev tilligemed en
anden Hingst af samme Farve og Race senere solgt til Engelland, hvorfra dens
Oldemoder sandsynligviis er kommen.
Flæbehingsten havde med en kobberrød Knabstrupper Hoppe med hvid Manke og
Hals, falden efter en Frederiksborger Hingst, et guulskimlet Hingsteføl, født
1828, der i 20 Aar var Beskeler paa Knabstrup og først blev aflivet for 2 Aar
siden. Denne Hingst, kaldet den gamle Gule, om hvem den afdøde Hestehandler
Formann erklærede, at den havde den smukkeste og solideste Kropsbygning, som
han havde seet paa nogen dansk Hest, var 10 Qvarteer 4 Tommer høi, og udmærkede
sig ved overordentlig Styrke. Da den ikke blev brugt som Kjørehest og sjældent
til at ride paa, men for det meste kun som Arbeidshest i Saatiden, blev dens
Gang som ældre noget ømmende paa Forbenene, formodentlig meest hidrørende fra
Mangel paa tilstrækkelig Bevægelse i den største Tid af Aaret. Den var Fader
til Frode, født 1847 af en jydsk Hoppe, og til Flæben (Nr. 3) som endnu
lever, ligesom ogsaa til en stor Deel af de i Stutteriet værende Moderhopper og
Arbeidsheste paa Knabstrup.
Knabstrupper Hestene, som tidligere under deres Opvæxt fik en Behandling, der
vedligeholdt mange af deres gode Egenskaber, men ogsaa gjorde dem vanskeligere
at tæmme, ere ganske vist gaaede tilbage i Henseende til deres tidligere ædle
og smukke Form. Føllene fik Lov til at patte Mødrene i det mindste i 6
Maaneder, og gik om Vinteren løse i temmelig kolde Aflukker, 3 á 4 eller flere
Stykker i hvert, og sjeldent bleve de bundne førend de vare 3 Aar gamle. Om
Sommeren gik de som Plage i Skoven, efter endt Høehøst på Engene, om
Efteraaret igjen paa Markerne og i Skovene, og sjeldent holdtes de paa Stald i
mere end 4 høist 5 Maaneder af Aaret. I denne Tid bleve de dagligen slupne ud
om Morgenen for at drikke og ikke jagede ind igjen førend de selv atter meldte
dem ved Døren. Det var et skjønt Syn at se 12 á 16 Plage af alle Farver tumle
sig om paa Markerne, naar disse f. Ex. vare belagte med nyfalden Snee. Først om
Efteraaret, efter at de havde fyldt deres fjerde Aar, kom de i Selen og maatte
trække lidt Plov eller Harve. Fyrrighed, Udholdenhed, Haardførhed og Nøjsomhed
var en naturlig Følge af den Maade at opdrætte dem paa; men, ligesom de meget
ædle Former naturligviis maatte gaae tilgrunde derved, saaledes troer jeg ogsaa,
at Knabstrup Enge i Mørke Sogn, der især om Efteraaret ere saa meget nærende,
og for Heste kunne sammenlignes med Marskgræsning, ere meest skikkede til
derpaa at opdrætte Heste, som mere skulle udmærke sig ved Muskelkraft og
Styrke, end ved Hurtighed og Elegance. Paa den anden Side er Knabstrups Agerjord
af høi tør Beskaffenhed og meget cuperet, saa at der ikke er nogen Grund til
Frygt for at Heste, tillagte her, i de følgende Generationer skulle udarte til
en sløv, dorsk Stamme.
For at opdrætte udmærkede udholdende Heste, vil der for tiden mangle os en god
Kraftprøve, til at udpege de Individer, som udmærke sig ved Muskelkraft,
Hurtighed eller godt Aandedræt. Hr. Stockfleth beretter om Hestehandelen ved
Paris: "Forinden Handel om en Kjørehest afsluttes, prøver man dens Kraft;
den spændes for en Karre, hvis Hjul ere fastbundne; 3, 6 á 8 Mand sætte sig
op paa Vognen, nogle staae i de fastbundne Hjul, og med denne Byrde maa Hesten
gaae op af en Bakke, hvis brolægning er meget knudret og ujevn. Jo raskere den
gaaer op og jo længere Vei den tilbagelægger uden at hvile, jo stærkere
antages Hesten at være. Svage Heste kunne kun trække et Par Mennesker og maae
ved hvert andet eller tredie Skridt hville for at tage aande; denne Prøve er
simpel, men meget praktisk."
Ogsaa den constituerede Landstutmester Hr. Dr. G. C. With anfører i sin Rapport
for 1853, at det vil være i vor Hesteavls interesse, at Væddeløb igjen kaldes
til Live, men de maae indrettes saaledes, at derved befordres Productionen af
saadanne Heste, som forene en stærk og feilfrie Form med Hurtighed og
Udholdenhed, og at de navnligen kunde vække og vedligeholde Opdrætternes
Interesse. I denne Henseende er jeg for en Deel enig med den ærede
Landstutmester; thi, for at udfinde en rigtig god Traver, en meer end almindelig
udholdende Hoppe, tjenlig til Avl, er man for Tiden kun henviist til at søge en
saadan iblandt de Individer, som i flere Aar har tjent Hestehandlere eller Opkjøbere
som Kjøre-Heste; men som oftest vil det være meget vanskeligt at faae en
saadan, i Reglen gammel Hoppe med Føl, og dette vil fødes lille formedelst
Moderens i Almindelighed meget medtagne Tilstand, vil voxe langsomt og maaskee
selv blive utriveligt og mindre smukt som voxen Hest.
At vække og vedligeholde Opdrætternes Interesse for Væddeløb vil her i
Landet vistnok have sine Vanskeligheder; Folk, som lægge Heste til her, faae
Afsky for at frembringe Individer, der i Form tildeels bære Væddeløbernes Præg;
hvilke Heste, forsaavidt som de ere tjenlige til Herre-Rideheste, vel kunne afsættes
til temmelig høie Priser; men som ogsaa synke saa meget desto lavere i Værd,
naar de ere behæftede med saadanne Feil, at dette ikke kan blive Tilfældet; og
de ville derefter kun komme i Hænderne paa de allerdaarligste Hesteholdere. At
der maatte kunne opstilles en Kraftprøve i Væddekjørsel, idet een eller to
Heste, som forspændte en Vogn eller Karre med et passende Læs paa, i Trav
maatte tilbagelægge en given Vejlængde, det antager jeg for sikkert, men
henstiller det iøvrigt til Kyndiges Bedømmelse, vel vidende, at et saadant i
sin Tid, om end ei længe, fandt Sted ved Viborg. Men at saadan en Væddekjørsel
ikke kan finde Sted alene paa Egnen imellem Kolding og Veile (vide Rapporten for
1853 Pag..21), men meget mere maa bringes istand paa Sjelland, i Fyen og
Jylland, det vil være indlysende alene af den Grund, at meget Faa ville bringe
deres Heste saa langt bort, Heste, som i Reglen maae gjøre meget Arbeide
hjemme.
Det Formaal, man nu stræber efter ved Heste-Opdrættet paa Knabstrup, er først
og fremmest at vedligeholde den nu mere en 50aarige Hestefamilie i sin
Constanthed og Ægthed, men ved Siden deraf tillige at forædle denne Stamme ved
passende Parring, såvidt det kan skee, uden at tabe eller opgive nogle af de
Egenskaber, som hidtil have udmærket den, og gjort den tjenlig til saa
mangesidig Brug: navnlig Kraft forenet med Lethed, Haardførhed og Nøisomhed,
saavel som Trivelighed, høi Levealder og Livlighed. For nogle Aar siden blev
Knabstrupper Blodet noget fornyet, idet der som Beskeler blev anvendt en rødskimlet
Hingst efter en Bæverhingst af en Knabstrupper Hoppe; men, da denne for 3 Aar
siden solgtes til Hr. Proprietair Weinschenk til Gunnerupgaard i Jylland, har
der i Stutteriet kun været afbenyttet Hingstene Thor og Frode, of af disse,
fornemligen den første, som den stærkeste og mest ægte Knabstrupper, da
moderen til Frode var en jydsk Landhoppe.
Forsaavidt der nu kunde næres Ønske om igjen at fornye Blodet med en Hingst
andetstedsfra, da kan jeg ikke undlade, som meest passende dertil for Øieblikket
efter min Mening at raade til Brugen af "Frederiksborg" efter Zampa af
Sabina. Foruden at denne Hingst i sig forener det fyrrige og udholdende Zampa
Blod med det af den ældre Frederiksborger Race, og altsaa staaer i vist Slægtskabsforhold
til Knabstrupperne, saa besidder den ogsaa et skjønt Ydre og et godt
Temperament og er nu i den kraftige Alder af 6 Aar. Det maa derfor saa meget
mere beklages, at den ikke i dette Aar er opstaldet i Frederiksborg, hvorfra det
mueligen kunde have været tilladt at erholde den udstationeret f. Ex. i en
Maaneds Tid til Brug i Knabstrup Stutteriet, nærmest for de Hopper, som ere i nært
Slægtsskab med Thor og Frode.
Ved Brugen af Hingsten Frederiksborg til at fornye nogle af de i Tidens Løb
aftagne ædle Egenskaber hos Knabstrupper Hestene vil man i ethvert Tilfælde
have det forud, at der ikke gøres noget Spring ved Krydsning, men maa have den
største Sandsynlighed for et heldigt udfald. At en heldig Fornyelse af Blodet
ogsaa maatte kundne finde Sted ved som Beskeler at afbenytte Hingste, faldne
efter Djalma af stærkt byggede Knabstrupper Hopper, er udenfor al Tvivl, men
denne Krydsning gaar længere ind i Fremtiden. En Fornyelse i Almindelighed af
Blodet ved Fuldblod kunde let have til Følge, at man til en svær Krop fik
svage Forbeen, det forekommer mig derfor meest hensigtsmæssigt at parre Hopper
af Knabstrup-Racen med godt Halvblod af den ældre Frederiksborger-Race, som med
Skjønhed forener Styrke, naar en Fornyelse af Blodet maatte ønskes.
Forinden jeg nu gaaer over til at anføre Stutteriets Styrke paa Knabstrup, vil
jeg anføre de Hingste af Racen, som i de sidste 3 Aar ere indbrændte som
Stutteridygtige.
|