Knabstrupperforeningen for Danmark's ARKIV
Knabstrupperforeningen for Danmark's ARCHIVE










 

 

 

 

 

 

Medlemsmøder på Sjælland
 
Medlemsmøde Fredag d. 20 November 2009 kl.18.30
 
Så er det igen blevet tid til at evaluere årets arrangementer.
Vi har fået lov til at låne et lokale på Sæby Friskole, Skolevej 6, Sæby, 4270 Høng.
Tilmelding til Margrethe Madsen på mcgregor@privat.dk eller 21848008.

Vel mødt!
Referat:

Deltager antal: ca. 25.
Årets Hoppekåring var alle godt tilfredse med dog vil vi gerne have en bedre bund i hallen, Tidsplanen holdt trods mange ændringer, men vi skal være bedre til at informere udstillere og indpiskere om ændringer. Vi beder om tilladelse til at vores staldvagter overnatter pga. de mange ankomster fredag.
Pointbedømmelsen gik godt og hvis det er muligt vil vi gerne bruge stedet igen.
Showholds aktiviteter i 2010… Vi tilbyder Roskilde dyrskue vores Grease show men regner med afslag da de helst ser at vi deltager hvert andet år. Vi vil i stedet satse på vores stand og på at få så mange som muligt til at udstille.
Da foreningen har 40 års jubilæum i 2011 planlægger og øver vi jubilæumsshow i år. Styrergruppen laver show oplæg .
Gitte Møller ansøger dyrskuet om tilladelse til at bruge huset på hestetorvet til udstilling samt Landsskuestatus for Knabstrupperforeningen i 2011.
Endvidere vil vi lave små børnevenlige shows på Dyrenes dag i Slagelse og i Gørlev hvis de ønsker at se os.
På St. Hestedag 2010 vil vi gerne, hvis det er muligt og hvis der er deltagere nok, lave et 2 dages arrangement, med deltagelse i hesteshowet begge dage (Grease ). Hoppekåring og føl og plag skue Lørdag, og Ride klasser / Kører klasser ( kun for Knabstruppere) Søndag. Vi sender et spørgeskema rundt for at finde ud af hvor mange der vil deltage og hvilke klasser der vil være deltagere til.
Referant: Margrethe Madsen
 

Medlemsmøde Fredag d. 10. oktober 2008
Afholdes hos Monna og Poul Elmerkjær, Grundmosegård, Åmosevej 50, 4450 Jyderup
Mødet begynder kl. 18.30 . Tilmelding til Margrethe Madsen på tlf. 21848008 eller Mail til Mcgregor@privat.dk

Dagsorden:

1. Evaluering af kåring på St. hestedag
2. Hesteshow på Roskilde dyrskue 2009
3. Hygge og hestesnak!

Vel mødt!
Referat:

Fredag d. 10/10-2008 var vi inviteret til medlemsmøde hos Poul og Monna Elmerkjær i Jyderup.
Der var 31 deltagere.

Kåringsarrangementet på St. hestedag fik ros for: god pr. værdi, hjælpsomme og venlige medlemmer samt en tidsplan der holdt. Alle deltagere i mødet var enige om, at vi gerne vil afholde vores kåringsarrangement der igen til næste år, dog var der nogen småting vi gerne vil gøre bedre/anderledes til næste år. Bl.a. Vil vi gerne have et mobil nr. på udstillere  i kataloget, så udstillere kan ringes op hvis de ikke er at finde når de skal i ringen. Endvidere skal der være pause i kåringen, når  knabstrupper showholdet er i den store ring.

Evaluering af hesteshow på St. Hestedag.

Den korte forberedelsestid taget i betragtning, gik showet fint. For at dele arbejdet ud på flere hænder, har vi nedsat en styregruppe som består af Peter Skovgaard, Kirsten Johnsen, Monna Elmerkjær, Phillip Nielsen, Helen Bech Andersen  og som back up (pga. skifteholds arbejde) Pia Juul Stoklund og som sekretær Margrethe Madsen.

Det er styregruppens opgave, at finde på et tema for næste års show, der skal præsenteres for dyrskueledelsen i Januar måned.

Endvidere udarbejdes der et skema, som showdeltagerne skal udfylde, så vi ved hvad hver enkelt kan bidrage med.

Christa Raahauge og Sally Jacobsen sørger for omtale af vores arrangementer, på heste-nettet, i knabstrupper nyt og på vores egen hjemmeside.

Showryttere og udstillere på Roskilde dyrskue skal tilmelde sig hos Gitte Møller så vi kommer til at campere samlet.

Referent  Margrethe Madsen
 

Medlemsmøde søndag d. 10. August 2008 kl. 13.00
Afholdes hos Niels og Karen Mejnert på Holløsevej 20, 4300 Holbæk.
Tilmelding til Margrethe Madsen på tlf. 21 84 80 08
Dagsorden
  1. Fordeling af hjælperopgaver til årets kåring (du kan stadig nå at melde dig al hjælp er velkommen!)
  2. Evaluering af Roskilde dyrskue 2008-07-06
  3. Næste års hesteshow
  4. Hygge og hestesnak
Referat:

Søndag d. 10 august blev der holdt medlemsmøde hos Niels Mejnert og Karen i Holløse der var 21 medlemmer tilstede.

På mødet evaluerede vi dette års dyrskue i Roskilde som udstillerne var tilfredse med, dog håber vi på at flere vil udstille næste år.
Vi vil opfordre til at man tilmelder sig dyrskuet igennem vores racerepræsentant (Gitte Møller) da vi så kommer til at bo samlet på campingpladsen og Gitte vil have mulighed for at informere om opstaldningssted før ankomsten evt. pr. sms.

Marianne Pejtersen informerede deltagerne i hesteshowet der løber af stablen på Store hestedag lørdag d. 6 og søndag d. 7 september

Vedr. dette års kåring: vi fik fordelt diverse praktiske opgaver.

Referent Margrethe Madsen

 

Medlemsmøde onsdag d. 21. Maj 2008
og afholdes hos Marianne Pejtersen, Lyngvej 50, 4600 Køge.

Dagsorden

  1. Evaluering af sidste års arrangementer – Roskildedyrskue, Hesteshow og kåring

  2. Dette års arrangementer – Roskildedyrskue, Hesteshow (Storehestedag), Kåring/føl og plag skue. Hvad kan vi gøre bedre og hvem vil hjælpe?

  3. Evt.

Da vi er i tidsnød og kun kan annoncere mødet på Knabstrupperforeningens hjemmeside håber vi, at i vil hjælpe os med at sprede rygtet!
Tilmelding til Marianne på tlf. 23 24 13 06 eller Margrethe på tlf. 21 84 80 08

 Vel mødt! MVH. Marianne, Gitte og Margrethe

 

Referat:

Mødet blev holdt hos Marianne Pejtersen i Køge. Efter velkomsten evaluerede vi sidste års dyrskue, som de fremmødte udstillere var godt tilfredse med, dog kunne det ønskes at flere Kn.ejere/ avlere vil udstille deres heste på Roskilde dyrskue. I år er der 8 knabstruppere udstillet dvs. en fordobling af sidste års antal.

Evaluering af sidste års heste show.

På trods af en vanskelig start (al Begyndelse er svær) var deltagerne gode til at løse de problemer der opstod undervejs (mangel på heste, uheld med hestevogn m.m.) Der var stor fleksibilitet, folk var glade, der var socialt samvær og råhygge i Campingområdet.
Showet blev gennemfotograferet af Viegaarden og der var også billeder i landbrugsnyt (god P.R.) også kostumerne fik stor ros.
På store hestedag ønsker man at der lægges en pause ind så vores publikum ikke deles imellem show og kåring endvidere var lyden dårlig under sidste års show.

Evaluering af sidste års kåring på store hestedag.

Af negative ting blev nævnt manglende planlægning, dårlige bundforhold, små boxe…

Af positive ting kunne nævnes, central beliggenhed, billigt for foreningen, godt udstillingsvindue da publikum hovedsageligt er hestefolk, mulighed for at deltage i rideklasser (under store hestedag) sidste år vandt Gitte Møller og Rex jokerspringningen.
Det blev oplyst at Marianne Pejtersen, Gitte Møller og Margrethe madsen i år er ansvarlige for kåringen på Sjælland. Vi søger hjælpere til kåringen og flere har allerede meldt sig.

Det blev foreslået at man fremstiller et ”diplom” hvor på kåringsbeskrivelsen påføres, ideen undersøges nærmere.

Dette års hesteshow: Peter Skovgaard har en ide der arbejdes videre med, men Peter vil gerne vide præcist hvilke heste og ryttere der deltager før historien skrives. Tanken er rollespil – kampen imellem det gode og det onde
Kirsten Johnsen har ideer til kostumer og musik. – helene tilbyder at hjælpe med at sy kostumer.
Roskilde kvadrillen (2 heste m. rytter fra hver race)

Kirsten foreslog at rytterne i kvadrillen er klædt ud som Pippi da det er et stort hit hos børnene og det er show og man husker bedst de udklædte racer. Ingen havde noget imod det så der arbejdes videre med ideen.

Vedr. Roskilde dyrskue.

Vi forsøger at arrangere en grillaften (Fredag?) samt fælles udstiller morgenbord ved kn. standen.

Kirsten, Peter og Marianne stikker hovederne sammen og kontakter ryttere til showet.

Stemningen på mødet var god og snakken gik livligt.

Næste møde holdes hos Niels og Karen i Holløse ved Holbæk, når dyrskuet er vel overstået datoen offentliggøres på nettet.


Referent Maj-Britt Neumann


 

 

Knabstrupperforeningen for Danmark - Arkivside med gammelt materiale som ikke er overført til den nye side, Knab.dk